/**/
 
 
Pølleåens Pijl 2012
Flere stjerner glimtede denne lørdag ved deres fravær. Den lille Prins var i ugens løb blevet far, Arvesen havde travlt med at lægge gulv, mens Bugno stadig var udmattet efter sin golfferie til sydspanien. Chapussi og Wiggins havde begge valgt at stå over i dagens semiklassiker for at tage på træningslejr under mere bjergrige himmelstrøj og må forventes i topform, når Semiprotouren for alvor rammer stigningerne i næste uges løb.
LeBlanc - 29/5-12 20:38:19

På trods af fraværet af så prominente navne var vi alligevel 18 mand til start og dagen bød bl.a. på glædelige gensyn med Ludewic og Valverde hvilket var tiltrængt for dagens arrangører Team up and Coming der har haft en noget turbulent start på sæsonen og havde måtte notere sig 3 afbud i timerne op til dagens løb.
Det var der dog ingen der tænkte på, da løbet blev skudt i gang i smukke nordsjællandske omgivelser, hvor især raps- og vinmarkerne stod flot og landets efterhånden eneste havørn vogtede over feltet.
Den kunne se en første omgang fuld af halve forsøg fra bl.a. Voigt Ullrich og LeBlanc og først ca. 10 km, blev dagens reelle morgenudbrud etableret, da Piil holdt tilpas højt tempo til at holde feltet væk, men ikke højere end, at Ludewic, Merckx og Skibby blev fristet til at køre med. Denne konstelation havde muligvis holdt hele vejen, hvis ikke de havde måtte vente på at Ludewic kom på benene efter et styrt og i stedet måtte de se sig hentet 50 m før løbets pointspurt.
Feltets forfølgelse af gruppen havde kostet for bl.a. Simoni som dog tilfreds kunne konstatere at cykelturene til og fra arbejde hjalp på formen, og at han denne gang havde siddet med feltet i 20 km. Allerede inden da var store ryttere som Ritter, Kryger og Fignon blevet sat og lå hver især og kæmpede for at få kontakt til feltet igen.
Umiddelbart efter pointspurten fik Piil, Cancellara og Voigt et hul, men da de havde svært ved at enes, mens en 7-mand stor forfølgergruppe med bl.a. Thomas og Basso kørte flot rundt, blev der samling inden 4. runde hvorpå bjergspurten lå. Op til denne lavede Merckx en hurtig rundspørge i feltet, og da det ikke lod til at andre ville gå efter pointene lokkede han Skibby med ud på en lille udflugt, der skulle vise sig at bære frugt og han bar dermed flot de, til dagen, lånte prikker.
Sidste omgang blev en taktisk affære hvor Skibby, der tilsyneladende ikke befandt sig godt ved at sidde i feltet, forsøgte sig langt udefra. Da han blev hentet forsøgte LeBlanc at køre kontra, men kramperne og et stærkt felt forpurrede den plan.
Efter dagens sidste sving, havde Merckx, Ullrich, Coppi og LeBlanc vundet sig et lillebitte hul ned til de helt store favoritter, men Merckx havde fået klare ordre oppefra og lod derfor som om han ikke havde noget at køre rundt med.
Dermed kunne Voigt og Piil køre deres spurt og kun Cancellara formåede at kile sig imellem de to holdkammarater. Voigt viste med dagens sejr at holdet bør blive ved med at støtte ham og at vi nok skal få en spændende duel i toppen af klassementet i år.
Efterfølgende grillede LeBlancs far pølser fra den lokale slagter, mens køletaskerne bugnede af øl og vand som blev nydt ved langbordet ned til sø-bredden.