/**/
 
 
Værløse Fredsløb
I tæt tåge cyklede jeg - Boonen - fra Nørrebro mod Flyvestation Værløse lørdag morgen den 11. oktober. Det var dagen for sidste afdeling i sæson 2014 af SemiProTouren. På ryggen havde jeg en rygsæk med en håndfuld skilte til markering af spurter og sving på ruten. Vi skulle for første gang i SemiProTourens historie køre linjeløb på flyvestationen, og ruten indeholdt foruden store dele af vores kendte prolog-rundstrækning også et smuttur ud på den del af omfaldsvejen "Sandet", med mål på "bakketoppen" ved områdets nordlige indgang.
LeBlanc og Boonen - 11/10-14 15:14:19

Jeg var kun lige kommet ind på området, før Hushovd tonede frem i tågens dis. Sammen kørte vi ruten igenne og placerede de medbragte skilte. Vi var enige om, at det ville blive en hurtig dag på kontoret, idet ruten ikke bød på de store forhindringer, og særligt ingen nævneværdige stigninger. Men konkurrencen om den prikkede bjergtrøje var endnu ikke afgjort, så en bjergspurt skulle der være, og den blev på toppen af den smalleste af de to landingsbaner.
Som klokken nærmede sig til stimlede folk sammen på parkeringspladsen ved den nordlige indgang, og solen fik efterhånden tågen til at lette. Det skulle sig at blive en flot og lun oktoberbag, med let vind fra sydøst, som i dagens løb blæste noget op til gene for de stakler, der måtte se sig sat alene i løbet af dagen. Der var godt 20 ryttere til start og dermed rekordfremmøde i dette efterår. Kampen om den gule trøje var spidset til, og die Mannschaft var rigt repræsenteret i bestræbelserne for at forsvare kaptajn Coppis gule trøje. Den store udfordrer Merckx havde ikke hjælpere af helt samme kaliber til sin rådighed, men i løbet af efteråret har der været tegn på alliancer med ryttere fra Team Weel of Fortunes, og sådanne alliancer i årets sidste løb ville kunne få stor betydning.
Efter en kort briefing blev der taget hul på prøveomgangen klokken 10. Med i feltet var Venky, en ven af Boonen, Coppi og Voigt fra Bangalore. På trods af hans store rolle på den indiske cykelscene skulle han vise sig at få sin sag for i SPT-feltet.
Et af rutens mere vanskelige steder var et smalt stykke vej med slidt asfalt, som rytterne nÃ¥ede efter et par kilometer pÃ¥ landingsbanerne. Ved passage af dette var der en del palaver, et par uprovokerede styrt og snak om sidsteøjebliksændringer af ruten. Men dagens løbsarrangører stod fast, og den planlagte rute blev gennemført. Der var sat skilte op til orientering, og der var ingen sure miner fra andre af omrÃ¥dets brugere. SÃ¥ledes gik resten af prøveomgangen smertefrit, pÃ¥nær en ṕunktering til Indurain, og kvart i elleve kunne løbet gÃ¥ i gang. Der var de sædvanlige indledende udbrudsforsøg, mest seriøst med Piil og Pantani. Men her forsøgte jeg selv at gÃ¥ med, og det fik feltet til at reagere. Min sportsdirektør LeBlanc sÃ¥ det som en taktisk fejl, idet Pantani jo allerede var afsted, og det kan der selvfølgelig være noget om
Feltet nåede den smalle "pave" i høj far ført an af Voigt og de andre tunge drenge. Jeg selv røg ud af min højre pedal i det skarpe sving, og mine drømme om at sidde med i dagens finale endte i langt, grønt græs. Efter at have rystet chokket af mig tog jeg jagten op, men til trods for hele tiden at have kontakt til dagens gruppetto bestående af Pantani, Basso, Indurain og Böltz lykkedes det mig kun at indhente løbets absolutte agterlanterne Venky, som jeg slog følge med, indtil han punterede. Hvad der skete længere fremme, vil LeBlanc berette om...

... For han var kort før paveen stukket afsted sammen med Terpstra. Ikke for at sidde at stege i et udbrud hele dagen, men for at komme udskilningen på den smalle hullede vej i forkøbet. De to blev da også hentet lige idet de drejede fra landingsbanen, men på den anden side af Paveen kunne han konstatere at han sad i favoritfeltet, mens andre af hans normale konkurenter var sat af.
Herefter kom en periode med hidsige ryk fra Voigt, som dog blev lukket ned på skift af de to kamphaner i klassementet samt LeMond, der håbede at presse en sidste etapesejr ud af 2014-sæsonen. Til sidst lykkedes det dog tyskeren af få benene til at holde kæft og komme væk i side-med-vinden på landingsbanen. Og så så vi ikke mere til ham.
Efter en smule ro i feltet begyndte kampen om den samlede sejr igen at spidse til. Die Mandshaft og Høj forsøgte sig på skift, mens LeMond og Merckx forsøgte at holde det hele samlet til en spurt om 2. pladsen. Alt imens dette foregik oppe foran var vi en del ryttere som blot havde travlt med at hænge på. Det lykkedes i store træk indtil 7. omgang, hvor de helt store favoritter fik slået hullet til en gruppe med Kittel, Terpstra. Høj, Voeckler og LeBlanc, mens Simoni, Ritter og Gilbert havde tabt yderligere tærren og kæmpede for at komme op til forføljerne.
Denne jagt stod på i halvanden omgang hvorefter først Terpstra og Høj kom op, derefter Kittel så Voeckler med LeBlanc på hjul og nærmest samtidig den sidste trio som havde arbejdet godt sammen. Det var dog en kort fornøjelse med et samlet felt og os lidt trætte gutter, måtte igen se favoritterne køre væk på vej ud på sidste omgang.
I den absolutte finale vandt Merckx en lang spurt foran LeMond og Coppi og dermed kunne den rytter der på komisk vis dukkede op til Tølløse Mountain classic ved udgangen af 2010-sæsonen i en gammel polo med en ligeså gammel stålracer på taget, altså overtage den gule trøje han har jagtet så målrettet lige siden.
Hvad der sker med resten af favorit-gruppen ved jeg ikke, men jeg måtte først se Gilbert og siden Simoni køre væk fra forfølgergruppen, inden jeg selv var med til at plante Voeckler der ellers havde hjulpet ham så meget og til slut kunne jeg køre forbi Ritter der nærmest kørte leadout for den tykke skiltespurter.
I målområdet oplevede vi dagens højdepunkt, da feltets to tungeste drenge jagtede hinanden rundt på p-pladsen. Det var sjovt.