/**/
 
 
Esrum Gold Race 2014
Lige siden de første mennesker løftede forpoterne fra jorden og begyndte at gå på to ben, har man formentlig stillet de store, svære spørgsmål som -Hvad er meningen med livet? og - Er der et liv efter døden? Det var dog først oldtidens grækere, der for alvor søgte at finde svar på de store, svære spørgsmål. Fra de gamle græske tænkere går der en lige linie til den moderne tids gladiatorer: Nemlig SPT drengene, men mere om det senere ...
LeMond - 29/9-14 21:12:00

Søndag d. 28 september var det tid til 8. afdeling, og Team Wheel of Fortune havde henlagt ruten til Esrum Gold Race. 14 ryttere var mødt til start på denne blæsende og småkolde efterårssøndag men desværre med afbud fra feltets stærke iron men. I fraværet af sportsdirektør og kaptajn, var resterne af det arrangerende hold Team Wheel of Fortune rådvilde som en hare fanget i det lange lys fra en bil. Der var således ikke styr på ganske centrale ting som hvor mange omgange, der skulle køres, eller hvor mållinien var.
Med venlig assistance fra andre ryttere lykkedes det dog undervejs på prøveomgangen at få fastlagt både mållinie, og hvor bjergspurten skulle køres. På prøveomgangen blev grundstenen dog også lagt til et senere stort stridspunkt. Den oprindelige mållinie var tænkt lagt ved søen, men efter forslag fra Voigt ... og en del palaver blev mållinien i stedet lagt samme sted som bjergspurten.

Alle ryttere var nu klar til start og blev informeret om, at de fra starten ved søen skulle køre yderligere 7 omgange når de passerede mållinien. Alt var tilsyneladende i orden, og starten gik ... men kort før løbet blev givet frit, kom Boonen på at 7 hele omgange var for lidt ... så efter yderligere filosoferen for og imod af adskillige ryttere og med diverse referencer til højere autoriteter blev løbet endelig givet frit men nu med otte hele omgange efter passage af start.

Derefter kunne der endelig gå lidt cykelløb i det. På forhånd var der lagt op til et drama mellem Merckx og Coppi i slutkampen om den gule trøje. Derudover var dieselmotoren Voigt mødt til start og efter et ikke helt tilfredsstillende A løb i Tønder dagen før var der lagt op til at SPT drengene igen-igen skulle have godter fra Voigts store pryglekasse. Dagens to første udbrudsforsøg kom dog fra McGee. Han nåede dog aldrig langt væk, og det næste forsøg kom fra Coppi og Gilbert. Coppi havde en interesse i at komme væk fra Merckx, og Gilbert var vældig opsat på at sikre sig pointspurten. Undervejs løb de to stærke ryttere med bjergspurten på tredje omgang. Coppi og Gilbert blev hentet, men Gilbert røg dog snart afsted igen i sin ihærdige jagt på 5. omgangs point ... det lykkedes ham at køre først over den imaginære streg ved søen og lidt derefter kom Voigt med LeMond og Merckx på hjul. Voigt var nu ved at være varmet op, og hans utallige ryk havde allerede splittet feltet, så fremme sad nu en mindre gruppe bestående af Voigt, Merckx, Coppi, Terpstra, Piil og LeMond og Gilbert lavede yo-yo kørsel bagved. Det var dog tilsyneladende ikke godt nok for Voigt, for han vedblev at rykke, og hver gang forløb det efter nogenlunde samme skabelon: Lemond sad på Voigts hjul, Merckx sad på LeMonds hjul og derefter fulgte resten af frontgruppen som en flok forskræmte ællinger efter andemor. LeMond fik også forsøgt et par hug uden at få hul og de mange angreb sled på rytterne i frontgruppen. I et mere stille øjeblik listede Coppi væk fra frontgruppen og i stedet for at holde Coppis hjul og forsvare sin 2. plads, sad Merckx i stedet og kiggede over skulderen efter Voigt og LeMond. Voigt og LeMond var dog ikke specielt interesserede i at hjælpe med at lukke hullet til Coppi, og de to resterende ryttere, Terpstra og Piil var slet ikke, eftersom deres primære mission var at hjælpe deres holdkaptajn Coppi. Merckx forsøgte febrilsk at lukke hullet selv, men med begrænset succes.
Efter lidt tid valgte Voigt og LeMond at hjælpe til og ved fælles hjælp blev hullet til Coppi lukket. Nu skulle man så tro, at Merckx havde lært at holde sig til Coppis baghjul men nej: snart røg Coppi afsted igen og endnu engang var Merckx mere optaget af at holde øje med Voigt og Lemond end at passe på Coppi. Coppi blev dog endnu engang hentet og frontgruppen var igen samlet.

Duracell kaninen Voigt var dog ikke blevet træt af at tæve de små SPT drenge, så han fortsatte med sine hidsige accelerationer. Med to omgange tilbage havde Merckx så endelig fået nok af Voigts smæk, så han undlod at køre efter, da der endnu engang blev rykket og på den konto lykkedes det Voigt, Piil og LeMond at komme væk. Piil gjorde det klart, at han nok skulle undlade at køre spurten og lagde sig derefter på hjul, og da Voigt og LeMond fandt ind i et godt samarbejde og Merck og Coppi ikke optog forfølgelsen, så voksede hullet hurtigt for de tre lykkeriddere i front. Da de nærmede sig mål, gik Piil frem og lagde et fornuftigt tempo med Voigt og LeMond på hjul. Voigt åbnede spurten, og LeMond måtte med begyndende kramper erkende, at det ikke blev dagen, hvor det tyske kraftværk kunne besejres. På tredjepladsen kom Piil. Tre minutter efter kom resten af frontgruppen hvor Merckx vandt spurten foran Coppi og Terpstra og lidt senere Gilbert.

Hovedfeltets spurt blev vundet af Gilbert forand en flot fightende Boonen, Mayo, Voeckler og Simoni. Derefter kom Böltz og Hushovd. McGee var stået af undervejs.

Her var det så, at man normalt ville være gået ombord i den medbragte proviant, men feltets filosoffer var blevet inspirerede af morgendagens kaos, og der opstod således en diskussion om hvorvidt Gilbert rent faktisk havde vundet pointspurten eller om han var kørt en omgang for tidligt -- For hvad er egentlig en omgang og hvordan tæller man omgange når første omgang er for kort?? Se, det er vældig dybe spørgsmål med rødder tilbage til grækernes filosofiske overvejelser om liv, død og universets opbygning, og i forsøget på at nå en afklaring og dybere erkendelse blev diverse hypotetiske scenarier opstillet.
Heldigvis nåede feltets filosoffer til sidst til en højere erkendelse, Gilbert fik sin pointspurt, og vi andre fik cacaomælk og pølsehorn.

SÃ¥ledes endte kaos alligevel med kosmos.