/**/
 
 
Grand Prix Östra Karup 2014
En lun og lys 2. Pinsemorgen mødtes 17 spændte SPT-ryttere på Hans Knudsens Plads med kurs mod Sverige. Målet var Hallandsåsen, hvor årets bjergslag skulle skulle udkæmpes i Grand Prix Östra Karup, arrangeret af Italian Stallions. Omdrejningspunktet i dette løb var syv passager af den kendte og meget hårde Brantekällavägen, der med sine 1,8 kilometers gennemsnitlige 9% enten er hadet eller elsket i feltet.

Skribenten selv har altid haft dette løb som årets SPT-højdepunkt. Og onde tunger vil mene, det ikke var nogen tilfældighed, netop dette løb blev lagt 2 uger efter hjemkomsten fra den årlige bjergtur sydpå.

Blandt rytterne blev der snakket en del om favoritværdigheden. Den forsvarende vinder og indehaver af Den Gule Trøje Coppi havde givet Pantani, Boonen, Indurain og undertegnede massive tæsk på Vogesernes stigninger og var naturligt nok at regne blandt storfavoritterne. Dog fornemmede man en vis uro i blandt de fremmødte ryttere på Ydre Østerbro:
SPT’s nye superstjerne, LeMond, som havde vundet de to løb, han havde stillet op i, var meldt klar efter sit kravebensbrud (som ellers havde fået flere unavngivne ryttere til at ånde lettet op og givet forhåbninger om egen succes på de stejle veje). Der var spekuleret i, om LeMond ville være svækket pga manglende løbskilometer; men adskillige nye Strava-KOM’er fra LeMond, som var taget i højdetræningslejr på netop Hallandsåsen, talte deres eget foruroligende sprog.

LeMond var således den eneste, der ikke var mødt op sammen med de andre ryttere, da han ville støde til på Åsen. Da feltet ventede på færgen i Helsingør havde jeg telefonisk kontakt med LeMond, som klart nedtonede sin favoritrolle. Denne melding blev vel modtaget i feltet. Det skulle vise sig at være et røgslør…
Mayo - 14/6-14 21:02:15

Fra Hallandsåsens Rasta drog 16 SPT-ryttere ud på den obligatoriske prøveomgang, mens løbets to storfavoritter, Coppi og LeMond, holdt topmøde i LeMonds bil - under påskud af at skulle finde en hjelm til Coppi.
Inden vi nåede tilbage til bilerne, var Arvesen allerede punkteret to gange. Og da vi kørte mod bunden af Brantekällavägen, hvor løbet skulle skydes i gang, punkterede Arvesen for tredje gang og var således ude af løbet, allerede før dette var startet. Anonyme ryttere referede spydigt, at Arvesen havde pralet med, han ikke havde brugt en krone på vedligeholdelse af sin cykel i flere år. Noget kunne tyde på, dette var på tide.

Løbet var ikke 100 meter gammelt, før Cancellara lancerede et dræbende, vanvittigt tempo op ad Åsen. Feltet sprængtes straks til atomer. I spidsen samledes en gruppe bestående af Ritter, LeMond, Cancellara og Mayo samt de tre stærke Mannschaft-ryttere, Coppi, Piil og neo-SemiPro’en Terpstra. En uhyre stærk trio, idet Pill var i Den Prikkede Bjergtrøje, Coppi som sagt var i Gult, mens Piil og Terpstra var blevet henholdsvis nr. 1 og 3 i Grand Veksø.

Indurain var tæt på at få kontakt, men da han ikke kunne skifte fra lille til stor klinge, måtte han lade de forreste syv slippe.

Pudsigt nok skete det samme for den ellers meget velkørende Cancellara, og så var der kun seks tilbage foran.

Som i så mange af årets andre løb brugte Die Mannschaft deres overtal til at køre offensivt. Det var Coppi selv, der lancerede første angreb. For mit indre kunne jeg høre Jørgen Leths ord, da han begejstret beskrev Bjarne Riis på Hautacam i ’96: “Det er meget stort at se Den Gule Trøje i angreb”. LeMond, Ritter og jeg blev enige om at lade Coppi stege ude foran så længe som muligt, dvs. holde farten oppe uden at hente ham.
Dermed vandt Coppi dagens pointspurt uden konkurrence. Bagved tog LeMond sig af 2. pladsen foran Mayo.

Coppi holdt sit forspring til toppen af 2. opkørsel, kun for at lade sig afløse i front af Piil, som kørte alene ind på 3. opkørsel. Her blev Mayo utålmodig og besluttede sig for at prøve at ryste træet og skrue tempoet op - dels for at køre Piil ind; og dels for at prøve at smide Terpstra af, idet Mayo fejlagtigt havde vurderet, at Terpstra var en overmoden frugt. Det opskruede tempo hentede Piil, men virkede ikke efter hensigten, hvilket fik Mayo til at forsøge en egentlig acceleration. Men ak, den eneste, der blev sat af denne var Mayo selv, der fik krampe og blev plantet - som et tysk træ i Harzen.
“Tosset kørt - på en meget ufornuftig måde”, som Leth ville have sagt det. Dermed kunne en skuffet Mayo se frem til fire ensomme og smertefulde runder.

Bagude havde Kittel ligget i ensom majestæt, indtil han blev hentet af sine holdkammerater, Boonen og Wiggins. Dermed var der lagt i kakkelovnen til en intern holddyst, der ville kunne få Team Sky til at vride sig i misundelse.

PÃ¥ toppen af fjerde stigning var der bjergspurt. Denne nappede LeMond foran Piil, Coppi, Ritter og Terpstra.

På sjette omgang stak Piil atter af - hvilket igen pressede LeMond og Ritter til at arbejde i frontkvintetten, mens Terpstra og Coppi kunne lade sig pace. Piil holdt til sidste opstigning, hvor LeMond forcerede kraftigt og vandt sit tredje SPT-løb af tre mulige foran en uhyre stærkt kørende Terpstra, Coppi og Ritter. Piil havde måttet betale prisen for sin offensive kørsel, men kunne ikke desto mindre tage en hæderfuld 5. plads.

Kønt har det næppe set ud, da en smerteforpint og selvbebrejdende Mayo sled sig over stregen på 6. pladsen en håndfuld minutter senere.

På 7.-9. pladsen kom de internt fejdende og stærkt kørende Galacticosryttere, Wiggins og Boonen, som begge havde trænet i bjerge inden løbet, samt Kittel.

Herefter kom en gruppe med Gilbert, Fignon, Böltz og den defektramte Indurain, der dog viste sin bjergform flot frem ved at sætte tingene på plads og tage 10.-pladsen.

Cancellara havde trods stærk form måttet sande, at ingen rytter er stærkere end hans grej. Og hvad der ellers ville have været en sikker plads i topdysten blev ærgerligt vekslet til en ufrivillig kombination af bakkeintervaller og ekstremkadencetræning på flad vej samt en 14. plads. Han havde haft følgeskab af McGee, som tog 15. pladsen.

Bagved kæmpede Simoni og Sørensen. Sidstnævnte var ellers vant til at gøre en god figur opad, men rollen som far og travl ph.d.-studerende havde kostet på træningen, og Simoni kunne besejre den ellers smukt Euskaltelklædte Sørensen.

Bagerst kæmpede stakkels Arvesen alene. Lykkens Gudinde og den svenske flint havde behandlet ham alt andet end generøst. Men som Jørn Mader sagde om Indurain, Rominger, Olano og Berzin, da disse kæmpede 8 minutter bag Riis på etapen til Pamplona: “Selv i nederlagets stund er der storhed”. Mange andre ryttere ville have resigneret ved en modgang som Arvesens. Og Arvesens kamp indgød respekt!

Efter løbet drog Gilbert, Böltz, Indurain og Mayo - ad omveje - tilbage til rastepladsen, hvor Indurain havde kreeret en overdådig italiensk oste-, pølse-, skinke- og paté-anretning - med kolde øl og italiensk taffelmusik. Dette blev i sagens natur vel modtaget af feltet.



SÃ¥ledes kunne SPT’s trætte og mætte ryttere drage hjemad efter en fed dag i det svenske.