/**/
 
 
Rytterkær Rundtur 2014
Sidste lørdag i april blev et kapitel mere i fortællingen om SemiProTouren skrevet. Det er en fortælling, der har været ti år undervejs. Vi er alle forfattere til den. Myterne og sagnene fra kapitlerne om SemiProTouren blegner ikke i forhold til verdens professionelle cykelsport. Rammerne er anderledes, men værdien er ikke mindre. For mig er det fortællingens vigtigste budskab.
Boonen - 4/5-14 21:44:57

Jeg var spændt og opstemt, da jeg stod op denne lørdag morgen. Det var en dag og et løb, jeg havde set frem til, siden vi fastsatte datoerne for årets løbskalender. Rytterkær Rundtur stod for døren, og det er en rute, der med grusstykket på Kalkgravsvej indtager en særlig plads i SemiProTourens arsenal af etapeprofiler, som en SemiProTourens pendang til klassikernes dronning Paris-Roubaix. Kalkgravsej skulle passeres 4 gange, første gang efter ca. halvtreds kilometer. Jeg havde håb om og tro på at kunne gøre mig gældende i dette løbs finale, men alle forhåbninger og forventninger skulle ende med at forsvinde i Kalkgravsvejs hvirvlende støv sammen med luften i slangen på mit baghjul ved næstsidste passage af grusstykket.

Nogle timer inden da blev morgensolens stråler båret frem af svage vinde fra øst, og med dem trillede jeg til Godthåbsvej, hvor Cancellara hilste godmorgen fra en trappesten i modlys. Snart hørtes Coppis og Ritters stemmer fra døren til nummer 194. Vi sadlede op, og Coppi viste vej ad villaveje og stisystemer, langs Damhussøen og syd om Herstedhøje til vestegnens morgensøvnige landidyl, mens et par sekundmeter blev lagt til påskeøsten. I startområdet på Rytterkær stimplede 24 cykelglade ryttere snart sammen. Der var gensyn med LeBlanc og Ludewic og debut til LeMond.

Netop som Indurain nåede frem til start et par minutter over ti, blev terrænet blev som planlagt sonderet i fælles tempo, med mig selv som feltets fortrop og Pantani som bagtrop. Punkteringer til både Skibby og Arvesen trak fællesomgangene lidt ud, mens LeBlanc sørgede for, at fællesnævneren for det fælles tempo ikke blev alt for lav, for som han med et glimt i øjet retteligt klargjorde: "En eller anden form for bagkant har man vel altid".

Ved ellevetiden gik selve løbet i gang, og Ludewic gav løbet frit efter tilbagelægningen af den første kilometer. De sædvanlige lykkeriddere viste sig hurtigt forreste i feltet, og særligt Cunego var aktiv i jagten på et morgenudbrud i rampelysets skær. Der skulle da heller ikke gå længe, før Cunego i selskab med Arvesen, LeBlanc og Skibby fik slået et lille hul til feltet. Snart kom også Greipel op til gruppen, men førend han fik sundet sig ovenpå jagten og kunne tage del i føringsarbejdet, havde LeMond også fået smag for berømmelsens sødme og søgt med i udbruddet. Denne rytters rygte fra en imponerende H40-karriere var dog løbet ham i forvejen, og han endte derfor med at trække hele feltet med sig - til stor ærgrelse for de andre udbruddet, selvom Cunego dog efter løbet ikke var bleg for at indrømme, at han ikke havde haft så meget at skyde med i rulleskiftene. LeBlanc sagde uafhængigt deraf, at han havde haft samme indtryk af Cunegos styrke.

Flere forsøg på at komme afsted fulgte, og i starten af anden omgang lykkedes det Piil at trække fri. Han lå længe alene ude foran høstede førstepladsen i både point- og bakkespurt. Pantani så også sit snit til at komme afsted og på rutens åbne stykker, kunne feltet flere gange se de to eventyrere som to ensomme majestæter i landskabet af gyldne rapsmarker og lysegrænne græsenge. De holdt flot stand, og Piil overlevede endda første passage af Kalkgravsvej, hvorfor han efter løbet kunne hyldes som dette års "King of the dirt road". Inden da havde Coppi og LeMond med et par voldsomme forceringer forårsaget en del udskilning i feltet, som således var decimeret til ca. femten mand, da de små omgange blev påbegyndt. Gruppettoens tapre soldater Cunego, Simoni, Skibby og Hushovd havde i noget tid dannet bagtrop og lå i sikker afstand længere tilbage. Terpstra var blevet ramt af en punktering, men vist flot kørsel på grusset, hvor det tydeligt sås, at han har meget erfaring fra mountain bike.

På Kalkgravsvej ledte jeg selv først feltet an, hvorefter Mayo med Indurain på hjul gik frem. Men inden længe foldede de rigtigt tunge drenge sig ud, og især Cancellara og Høj satte på skift feltet under pres. Vi var flere der led under disse accelerationer og skulle bruge store kraftanstrengelser, når grus blev til asfalt på at få kontakt igen. Coppi, LeMond, Merckx, Høj og Cancellara syntes at være de stærkeste, mens Ritter, Euskaltel-soldaterne og jeg selv hang i med næb og klør. Piil holdt flot stand allerforrest, og som jeg husker det, blev han først hentet på andet grusstykke. Her slog han sine klør i frontgruppen, og jeg husker at se ham sidde flot med, da drømmene om en finale brast for mit eget vedkommende.

Jeg blev passeret af en håndfuld ryttere, der alene eller i smågrupper bravt kæmpede sig gennem støvet. Da jeg steg på cyklen med ny slange, kunne jeg se støvet rejse sig under Arvesen et stykke nede ad vejen. Jeg satte selv jagten ind på Voeckler, men nåede dog ikke op. Efter løbet hørte jeg, at Piil var stukket afsted igen på sidste omgang og kørt alene ind på løbets sidste passage af Kalkgravsvej. Die Mannschaft kørte et strategisk flot løb, hvor Piil med sit store arbejde sikrede Coppi mod at arbejde for meget i feltet. Piils eventyr holdt dog ikke hele vejen, men han havde dog kræfter nok til at krone dagens flotte arbejde med en fornem fjerdeplads i en spurt, der suverænt blev vundet af LeMond med Coppi og Merckx på de næste pladser. Cancellara rundede top fem af og forsvarede dermed med næb og klør den gule trøje. Die Mannschaft hentede mange point ind på Glactivos IV i holdkonkurrencen, og Piils flotte soloridt betød, at han hentede både prikket og grøn trøje til mandskabet i dette det første af årets linjeløb. Længere tilbage måtte Ludewic sande, at distancen var ham for lang denne dag, og i gruppettoen udmyntede et flot samarbejde mellem Simoni og Skibby sig i, at de satte både Cunego og Hushovd på plads.