Det er lørdag den 5. oktober 2013. Kl er 1045, stedet er en p-plads ved Arresø og pulsen pÃ¥ min Garmin viser 145 slag i minuttet. Jeg er til cykelløb. Ikke et hvilket som helst cykelløb, for det er her er den afgørende etape i Tour´en 2013. Ikke den â€�rigtigeâ€� Tour, men lige under. Den, vi kalder SemiProTour. Meget tættere pÃ¥ at være næsten pro kommer man ikke! Det her er en modbydelig lang 38 km enkeltstart, som bliver afgørende for hvordan de endelige resultatlister bliver sat. Det er rytteren mod uret. Hjernen mod syrebadet der ophober sig i kroppen minut for minut, sekund for sekund, trÃ¥d for trÃ¥d. Min makspuls er 188, sÃ¥ for at være en enkeltstart er det ikke alarmerende at have en puls pÃ¥ 150, faktisk er det for lavt. Der er bare et problem: Jeg er ikke startet endnu! Jeg stÃ¥r og ser pÃ¥ Arvesen blive sendt afsted og straks sætter i en heftig spurt for at finde farten. Min lillesøster, der er med som hjælper/support/fotograf, kigger underligt pÃ¥ mig og spørger om pulsen allerede skal være sÃ¥ høj inden jeg er startet?!

Jeg er tændt, jeg er SÅ klar. Min til dato længste TT ligger foran mig og jeg VIL for enhver pris gøre det godt. Jeg er spændt, jeg er vanvittig spændt. Udstyret er klart. Der er lånt pladehjul af klubben, TT-hjelmen skal luftes for første gang, jeg har fået gode råd af en bekendt der kører licens i A, kæden er smurt, wattmåleren er kalibreret og foran mig har jeg min kanin. Ham jeg hele tiden har planlagt jeg for enhver pris SKAL indhente, han ved det bare ikke. Han står klar ved startstregen og jeg holder bag ham. Han er et fysisk monster og jeg ved han har en stor motor selvom den ikke er helt toptunet.
-KØR! bliver der råbt, og Boonen rejser sig. -Vi ses inden 38 km!, når jeg at sige, men Boonen er allerede væk. Men hvorfor er det lige jeg er så opsat på at vinde over Boonen?

Vi skal tilbage til efteråret 2012. Jeg er på arbejde og snakker med en kollega, der lige har kørt Copenhagen Cycling motionsrace, hvor en for mig dengang ukendt Nils Bradtberg vandt. Min kollega havde vidst snakket med Nils efter løbet og spurgt ind til hvad Semiprotour er for noget, og da min kollega oplyste mig om det undersøgte jeg det med det samme, for det lød sjovt og som et fedt koncept. Kort efter at have støvsuget semiprotour.dk for info skrev jeg et indlæg på deres Facebookside, hvor jeg spurgte ind til om det var muligt at blive medlem. Svaret var, at der ville blive taget stilling til det efter sæsonen 2012, men at bestyrelsen frygtede for antallet på tour´en da det naturligvis også var et spørgsmål om sikkerhed. Efterfølgende hørte jeg ikke noget og regnede ikke med det blev til noget.

Efter endnu en gang vinterintervaller pÃ¥ Dynamovej og Mørkhøjs eksotiske industrivej lagde jeg min træning pÃ¥ Strava, og modtog kort efter en kommentar fra Mr. Oluf himselv, hvor han tilbød min kollega og jeg en plads pÃ¥ Semiprotour. Fantastisk besked!! Jeg slog til med det samme, men min kollega viste sig at være uopdraget og svarede ikke pÃ¥ invitationen. Sikkert den største fejl i hans i liv!! Kort efter blev jeg kontaktet af min sportsdirektør, den lille prins Cunego, der bød mig velkommen pÃ¥ Team Omertá. Træningen gik i gang og kort efter blev jeg venner pÃ¥ Strava med den i Semiprotouren sagnomspunde Coppi. Nu kunne jeg bÃ¥de følge Coppi og Boonens træning pÃ¥ Strava. Hurtigt kunne jeg se at det ikke var for sjov at Coppi blev regnet som en af favoritterne. Men bÃ¥de ham og Boonen satte straks i gang med deres taktiske spil. For hver træning jeg lagde op fik jeg kudos, Stravas svar pÃ¥ et Facebook like. Et par kommentarer som â€�god tidâ€� efter en recon-tur pÃ¥ Flyvestationen inden prologen fik mig til at tro mere pÃ¥ egne evner end hvad formen var til. Syntes de virkelig jeg er godt kørende? Jeg vidst formen kun kunne blive bedre, men mÃ¥ske var jeg pÃ¥ niveau med dem sÃ¥dan som de skrev? SpørgsmÃ¥lene var mange da dagen oprandt og prologen skulle køres. Men da dagen var slut stod der ét klart lysende svar: Jeg fik snottet kørt rundt i ansigtet. Tygget pÃ¥ og spyttet ud igen. Kørt over og efterladt nærmest afklædt pÃ¥ landingsbanen. Al selvtillid var skrællet af mig som Mustafa skræller sin shawarma. Jeg var offer for et taktisk komplot fra Coppi og Boonens side.
-Få ham til at tro han virker stærk med kommentarer og kudos, og kør ham så sønder og sammen til prologen så han ved VI styrer på touren.
At jeg så også blev kørt sidelæns af de øvrige ryttere, vidste de. Dem kendte jeg bare ikke på Strava. Jeg skulle straffes for at være modig nok til at tage Sagan som rytternavn.

Nu stod jeg så her. 6 måneder efter ydmygelsen og så på Boonens 2 meter store korpus. Han var klædt i hvidt og blåt, men kunne lige så godt være klædt i rødt. Jeg var tyren der om to minutter blev sendt på jagt efter ham… Hævnens time var kommet. Jeg så over på parkeringspladsen, hvor Tourens hårde hunde stod klar, de var der alle sammen. Høj, min holdkammerat i gult der så helt cool ud. Merckx, der spiste råt kød for at være klar til at gå efter den gule trøje. Voigt, kannibalen der formentlig ville æde os alle. Coppi… Manden som jeg så gerne vil slå men ikke kan. Fuglsang, der inspireret af sin brors imporende VM-kørsel var klar til at køre os alle midtover. Modbydeligt stærke Cancellara, der spurgte om han måtte låne toiletrullen efter mig. Stemningen var intens. Coppis lillesøster kiggede på mig:
-Er du klar Sagan?. Jeg tror ikke jeg svarede, men tænkte at hun lignede sin bror. Jeg gentog min kammerats gode råd for mig selv, taktikken var klar. 5-4-3-2-1 KØR… Og døren til en times lidelse var åben på fuld gab.

Jeg brugte lidt tid på at finde rytmen. Efter første skarpe højresving fandt jeg ind i en god rytme og lå langt på 45-50 km/t over et langt stræk. Ved næste skarpe højresving kolliderede jeg næsten med en pimpet blå Golf og passageren kvitterede med en langemand ud af vinduet. Jeg passerede målstregen efter første runde i 15:03, men følte mig ekstremt presset da jeg drejede til højre og ud på anden omgang. Havde jeg lagt for hårdt ud? Jeg var bange for at gå helt kold senere og tog lidt af farten. Men hvad med Boonen?!?! Er han kørende? Jeg SKAL hente ham. Pantani var startet på sin første runde kort efter jeg kørte ud på anden omgang, og han havde næsten hentet mig ved første højresving. Jeg holdt ham bag mig nogle km mere, men blev hentet midt på omgangen. Han fik hul, men jeg bed mig fast 20-25 bag ham. Før Annisse på det lange side-modvindstykke hentede jeg ind på ham og kom forbi ham inde i byen. På den store efter byen blev jeg igen hentet, ingen tvivl vi havde vores forcer hvert sit sted. Han så stærk ud på de bakker og jeg følte mig som en sæk flødekager! Jeg holdt fast i min taktik: -Bliv ikke overmodig, hold dig til dit eget løb.

Da jeg passerede søen for anden gang på ved mod tredje omgang kiggede jeg op mod mål til højre, stadig ingen Boonen i sigte. Ud på tredje omgang og jeg havde tabt et minut i forhold til første omgang, men følte ikke jeg kunne køre hurtigere uden at forcere for meget. Så skete det… 400 meter efter mål på sidevindsstykket så jeg ham foran mig, Boonen. Det røde klæde blev viftet for mine øjne og smerten blev glemt. Farten blev sat op med mindst 0,2 km/t, voldsom forcering! Pantani var nået op til Boonen. Skidt for mig, nu kunne Boonen bruge ham som kanin… Hvis han altså havde overskud til det. Kort efter hørte jeg motorcyklen bag mig, den blæste forbi mig. Kannibalen Voigt var styrmand på denne maskine og trådte den stakkels ramme sønder og sammen! Ren inspiration, fantastisk ridt.

Efter første højresving kom jeg ud på det lange stræk, som jeg følte var det bedste sted på ruten for mig. Boonen overraskede mig ikke, han var snedig nok til ikke at lade Pantani glide fra sig. Han satte sig fast og fik ekstra fart på. Hele omgangen lå jeg konstant nogle hundrede meter bag ham, lidt mere op til Pantani. Jeg vidste min tid allerede var bedre en Boonens, men det var ikke nok. I dag skulle der spises op og Boonen skulle ædes med hud, hår og stram lycra. På den store bakke efter Annisse sagde Pantani endeligt farvel til Boonen. Den lille klatrer piskede op ad bakken og efterlod tometer-manden huggende på bakken. Jeg åd mig roligt ind på ham. På vej ned mod søen blev der kastet en gel i kroppen, nu blev alle sejl sat ind. Boonen kiggede sig tilbage og så en sulten Sagan nærme sig, hvorefter Boonen forcerede. Nu gik det op for ham, han var dagens menu.

Ud på sidste omgang og jeg nærmede mig endnu mere. Boonen så slidt ud og det gav kun ekstra energi. Men så opstod tvivlen! Skulle jeg vise en af tour´ens grundlægger og store profil respekt? Manden der tilbød mig pladsen i dette unikke selskab, skulle jeg virkelig give ham knækket? Jeg vidste det ville gøre ondt på ham. Sagan, manden han nulrede til prologen efter sit taktiske komplot med Coppi, var nu ved at indhente hans to minutters forspring. Ville det være for vulgært at gennemføre? Svaret stod klart: NEJ… ABSOLUT nej! Jeg trådte til. Jeg skulle ikke bare forbi, jeg skulle suse forbi. Det kunne jeg dog ikke, men forbi kom jeg og Boonen blev efterladt i grøftekanten som et såret dyr. En mand der ikke vidste sine levende råd. Jeg var kold, mission accomplished.

Kort efter blev jeg overhalet af endnu en motorcykel, navnet var Cancellara. Manden der var startet 4 minutter efter mig kørte forbi mig og lignede en der gerne kørte et par omgange mere. Måske var det på tredje omgang, her er min hukommelse lidt sløret af rusen over at hente Boonen. Kort efter afleverede jeg min førnævnte gel i vejkanten, kroppen var ekstatisk og smed al overflødig vægt overbord for at holde ham bag mig. Efter et par afleveringer i vejkanten fik jeg mere benzin på bålet, Pantani var ved at gå kold og jeg nærmede mig ham! Inden sidste skarpe højresving hentede jeg ham og følte jeg havde god kraft i trådet. Hullet blev slået til Pantani, men den lille satan gav ikke op. Endnu en gang piskede han forbi mig på den store bakke, endnu en opvisning i hver sin stil og force. På vej mod mål blev der gravet dybt og jeg fik igen hentet ham og kom lidende i mål. Kort efter kom Boonen. Jeg sad på vejen, helt tømt. Kiggede op og fik øje på Boonen. Han stoppede tæt ved mig og så var det han viste sit store format. Han stak sin hånd frem og sagde: Godt kørt! Fantastisk format af ham og stor respekt for denne store skikkelse og uundværlige person for touren.

Kort efter kunne jeg nyde tourens hÃ¥rde hunde blæse forbi ud pÃ¥ deres sidste omgang. Der var smæk pÃ¥ hver og en og heldigvis sÃ¥ Høj stærk ud, den trøje lod han ikke rive af sig pÃ¥ denne sidste modbydelige etape. Kannibalen Voigt nulrede os alle, som ventet. Med frÃ¥de om munden, næsten pÃ¥ niveau med Bjarne, kom han bulrende i mÃ¥l med snit pÃ¥ over 41!! Respekt… Cancellara og Høj tog de næste pladser pÃ¥ podiet, selvom Merckx var tæt pÃ¥ med kun 4 sekunder op til Høj. En vigtig detalje, dog af mindre resultatmæssig betydning, var at jeg slog Gilbert med 1(et) sekund ☺ Sæsonen 2013 er slut for Semiprotour. Der blev kørt en masse drabelige dueller og en hulens masse flot cykelløb. Personligt er jeg utrolig glad for at være blevet en del af dette fællesskab og ser meget frem til sæsonen 2014, som forhÃ¥bentlig kan byde pÃ¥ et mere stabilt fremmøde for undertegnede. Jeg ser frem til at opleve den legendariske rytterauktion og se hvordan holdene bliver fordelt. Med denne lille historie/beretning vil jeg sige tak for 2013. Der er en blanding af fakta tilført lidt af det fiktive. Mon Boonen nu begynder at planlægge flere taktiske komplotter eller er det blot benzin pÃ¥ bÃ¥let for at slÃ¥ tilbage? En ting er sikkert: Der bliver kørt stærkt i SPT, og der hersker højt niveau i toppen. Man kommer ikke sovende til en titel her, tværtimod kræver det meget. Hvem overrasker næste Ã¥r? Hvem tager titlen som tourens nye hersker? SpørgsmÃ¥lene er mange og svarene fÃ¥r vi i 2014 nÃ¥r SPT igen ruller.

Sagan