Klokken er 9.30 og de første biler samler sig på en rasteplads langs Esrum Sø. Hver en bil er proppet med cykelryttere indeni og cykler hængende uden på. I dag er dagen for cykelsæsonen 2013s andet sidste cykelløb. Stemningen er god blandt de fremmødte ryttere, men der fornemmes en særlig form for anspændthed. I dag skal 2 ud af sæsonens 5 konkurrencer afgøres. Det gælder kampen om sæsonens grønne spurttrøje og fighten om den prikkede bjergtrøje. Den førende rytter i point-spurt konkurrencen, Morten Merckx Mærsk, udtalte at dagens vigtige mål var at forsvare den grønne trøje og køre med i toppen.

- A-teams vigtigste mål for dag var at møde talstærkt op. For at hjælpe kaptajnen (Merckx, red) til den grønne eller tage point på den gule trøje.
Den taktik fejlede, med kun to ryttere fra A-team (1 stk: lidt små forkølet kaptajn og 1 stk: diskusprolaps ramt hjælperytter) var stilen lagt for dagen. Det eneste vi kunne gøre var at træde til og bide tænderne sammen.

Det skulle senere vise sig, at A-team burde have kørt med bideskinne, så meget de måtte bide tænderne sammen i ærgrelse. Efter 3 forholdsvis stille runder, hvor feltet blev holdt helt samlet og efter Merckx trods alt havde sikret sig den grønne trøje i spurten mellem 3. og 4. omgang sætter Coppi og Høj et afgørende angreb ind på Merckx, der straks ved at løbet om den samlede sejr er kørt:

- Jeg tænkte da to snu ryttere dansede forbi mig: Sikke et antrit. Sikke et angreb. De behandler mig som en uvorn tøjte – fuldstændig respektløs.

Dette optrin var planlagt i detaljen af et sultent Team Galacticos, der efter en noget fejlslagen sæson, hungrede efter en succes - etapesejren. I dagene op til løbet blev der på holdet udvekslet mangt en mail om taktikken og til sidst opsummerede Coppi:

- Vi er blevet enige om, at det rigtige er at prøve at komme væk fra feltet så mange som mulig, så tidlig som mulig. Den mest realistiske konstellation er Cancellara, Fuglsang og jeg. Men McGee og LeBlanc er velkommen til at prøve at gå med når toget afgår. Ideen er at angribe på 3-4 runde på sidevindsstykket, se om vi kan komme afsted uden nogle af de gode afsluttere, og så ellers bare starte samarbejdet op lige med det samme, så vi har en chance mod resten af feltet. Får vi først hullet, er det min vurdering, at feltet ikke vil formå at samarbejde om at kunne hente os (primært pga. kampen om den gule trøje mellem Merckx og Høj).

Denne taktisk blev afprøvet lige efter Tikøb på 3 runde, men uden en voldsom sidevind til at gøre det hård for forfølgerne og med Merckx, der for en gang skyld var hurtig i opfattelsen, blev forsøget herefter hurtigt opgivet.

Der skulle dog ikke gå mere en 4 minutter før Galacticos igen huggede. Denne gang lykkes det Coppi og Cancellara at komme væk sammen med Høj og Mayo. Disse blev ikke vurderet til at udgøre en trussel mod en etapesejr, så samarbejdet kom hurtigt op at køre.

Højs holdleder, Cunego, havde lagt en taktisk for dagen der passede perfekt med udbruddets konstellation af ryttere:

- Vores mål var primært at beholde Høj i den gule trøje. Dvs. at holde sig så tæt på Merckx som muligt og gerne slå ham. Vi vidste at hvis vi slog ham med mere end 7 point ville den gule trøje være i hus uafhængig af årets sidste løb. Høj skulle holde sig til og ikke miste det afgørende ryk når en evt frontgruppe kørte væk. Den eneste konkurrent til trøjen var Merckx så alt fokus var på ham.

Uden Merckx i gruppen så alting lovende ud for Høj. I hvert fald i forhold til den samlede sejr. En sand mester er dog altid sulten efter en etapesejr, men efter løbet udtaler Team Omerta holdleder Cunego, hvorfor en sådan skulle blive så svært at vinde:

- Høj blev lidt fanget i en galacticossandwich så det var svært for ham at få mere ud af dagen som fx en etapesejr. Der manglede vi lidt bredde på holdet til at kunne støtte ham derude. Men det var dog aldrig et reelt mål at få en etapesejr.

Galacticossandwich var nok det helt rigtige ord for etapens afslutning i frontgruppen. Lige efter at have sikret sig makimum point i bjergspurten, forsøgte Coppi med et liste angreb på etapesejren mod Høj og Mayo. Forinden havde han aftalt med Cancellara, at de skulle skiftes til henholdsvis at angribe og ligge på hjul af de to konkurrenter hele vejen til mål. Efter at Coppi blev hentet efter en halv omgang, ventede Cancellera kun 5 minutter inden den næste enkeltmands-angrebsbølge blev sat ind. Dette anbreb skulle vise sig at holde hele vejen til mål. Selvom Mayo og Høj hurtige blev enige om at samarbejde om at hive Cancellara ind, måtte Mayo erkende at hans uheldige episode tidligere på dagen havde tappet ham afgørende for kræfter:

- Jeg er tilfreds med, jeg var i stand til at komme op til feltet efter min tidlige defekt. Og at jeg kunne svare igen på Galacticos tremandsoffensiv. Og jeg er særligt tilfreds med, Cancellara og jeg var de eneste, der kunne køre op til Coppi og Høj. At der så var udsolgt med lidt over en omgang igen, synes jeg, er ok.

Mayo blev sat og dermed var det Cancellara mod Høj (med Coppi på hjul) hele sidste omgang. Den duel vandt Cancellara og Coppi kunne liste sig forbi en træt men tilfreds forsvarer af den gule trøje med 20 meter til målstregen.

I feltet sad Merckx, Ritter, Sagan, Pantani, Fuglsang, Basso og Voeckler. Denne gruppe af stærke ryttere kom samlet til mål, men undervejs havde Fuglsang vist sig som manden med mest overskydende energi. I bund og grund var manden frustreret over at sidde med så mange kræfter uden at måtte bruge dem, da hans holdkammerater sad foran og ikke skulle køres ind. Denne energi blev brugt på et solo udbrud der varede en omgang. Men da Fuglen blev hentet, var energien ikke sluppet op, så han førte feltet en halv runde mere.

Da feltet nærmede sig afslutningen blev en voldsom spurt sat ind. Strækningen langs Esrum Sø går jævnt nedad indtil bunden og målstregen nås. Hasigheden lige inden stregen blev målt til lidt over 55 km/t og manden først over var Merckx. Havde han tabt denne spurt, havde Høj kunne kalde sig SPT mester 2013, men Merckx formåede at holde spændingen i live til ugen efter.

I Grupetto 1 efter feltet lykkes det Simoni og Gilbert at snyde Böltz for første pladsen i gruppen. De gjorde det samme som Galacticos og angreb Böltz på skift. Dermed lykkes det Simoni at køre først over stregen og Gilbert at oversprinte den eftersættende Böltz.

Og minsandten om ikke løbets pølseende indenholdt en drabelig dyst mellem to venner. Semiprotourens tabte faderfigur, Oluf Ullrich Boonen, var hjemvendt fra Indien med resultater på en insulin undersøgelse og ønskede i den forbindelse at udfordre Cunego i en drabelig direkte duel. Boonen udtaler:

- Jeg måtte hurtigt indse at benene var tomme som snapseflaskerne efter Ludewics og LeBlancs drukdyst. Jeg tror godt, jeg kunne have holdt Cunego bag mig, men valgte at vente på ham for sammen at sætte forfølgelsen ind på gruppettoen. Vi håbede, at i hvert fald Ludewic ville gå kold og falde fra. På sidste omgang stod det dog klart, at 80 km sprængte rammerne for min udholdenhed, og da Cunego lagde tryk på kedlerne på Mont Esrum, var der intet at stille op.

Trods dette resultat var Boonen alligevel glad for at vende hjem og finde sin gamle klub i social topform:

- Det er mit indtryk, at SemiProTouren har fundet et rigtigt godt leje mht. såvel socialt som sportsligt engagement, hvor alle byder ind med det, der kan og vil. Jeg tror, det har været sundt med lidt udskiftning i bestyrelsen og at få nogle nye folk ind med friske ideer og måske lidt anderledes syn på sagerne. Personligt har det også været godt for min lyst og motivation. Samtidig er det fantastisk for mig at mærke den sammenhængskraft, der stadig er imellem os. Sådan en stund ved søbreden efter løbet med kage og tærte og øl og vand, det slås altså ikke af ret meget. Så er det (næsten) ligemeget, om man ender på podiet eller med at blive sat på den sidste hårde stigning af Cunego.

Med disse ord fra ex-formanden vil Team Galacticos takke for en dejlig dag i det esrumske.