Efter prøveomgangen på 7,8 km gav rytternes sig ud på de 9 løbsomgange. Allerede fra start af lagde Fignon, Arvesen og Ullrich sig i front og etablerede hurtigt et lille hul. På det seje modvindsstykke kort inden Strø blev disse dog indhentet af Cancellara og Voigt, der på skift søgte at afprøve hinanden og feltets styrke. Cancellara med bevidstheden om, at den gule trøje sad yderst løst efter sidste etapes skuffende femte plads. Angreb frem for afventende passivitet synes at være lektionen fra sidste løb. Voigt havde derimod intentioner om at afprøve den udsatte Cancellara, for herved vurderede svagheder hos den gule trøje. Fignon havde tydeligvis en helt tredje agenda, nemlig dagens spurt point på tredje omgang, hvorfor han igen og igen søgte at komme væk fra de bagfrakommende lokomotiver. De kraftige forceringer kostede især hårdt på Coppis grissebasser – Il Tempo Gigante, der bagude dannede lyserøde plamager i landskabet. Denne gruppe talte Simoni, Jalabert, Thomas, Cunego og sidenhen Böltz. Disse dannede på skift forskellige gruppekonstellationer hvori også Skibby og Arvesen indgik.
Målstigningen og strækningen frem mod dagens spurt, skulle vise sig at blive afgørende for dagens etape. En hårdt kæmpende Fignon var første mand til at ramme stigningen, hvorefter denne blev opslugt af feltet, der ramte stigningen med høj fart. Den ca. 500 meter lange stigning skulle give anledning til udskilning i feltet, hvilket kunne udnyttes på medvindsstykket mod spurten. Efter at have nået toppen af bakken i første og anden position, prøvede Voigt og Cancellara her at få hul til feltet. Piil og Coppi fulgte med i disse hug, hvilket medførte en resignation på de to stridshaners udbrudsforsøg. Der synes tydeligvis ikke tilfredshed med gruppekonstellationen.
Med opskruet fart kørte de mod dagens spurt. Disse point tog Voigt sig af, mens Cancellara lagde sig på lur og snuppede andenpladsen. Med Piil og Coppi med i dette udbrudsforsøg, lignede det blot endnu et passeret forsøg og resignationen var nærliggende. I stedet så Cancellara her muligheden for at slå kontra på Voigts spurt, og med høj hastighed passerede han de tre følgesvende. Med en vis uenighed om arbejdsdelingen mellem Voigt, Piil og Coppi, fik Cancallara fravristet sig gruppen, og forsvandt som en prik i horisonten. Bagude kom Chiapucchi, Ullrich, LeBlanc, Ritter, Pantani og Wiggins op til forfølgerne.
Af to omgange søgte Piil at indlede forfølgelsen pÃ¥ Cancellara, dog uden den ønskede effekt om at hente Cancellara eller trætte feltet. Feltet synes derimod resignerede, uden en egentlig mÃ¥lsætning for dagens løb. Denne passivitet blev i korte perioder afløst af LeBlancs oprÃ¥b om rulleskift og Ullrichs og Chiappuchis deltagelse heri for at hente Piil. Kort inden bakkespurten lykkedes det dog gruppen af hente Piil, hvilket kan tildeles det sporadiske samarbejde som disse ryttere indledte. Ved indgangen til sidste omgang blev feltet sprængt i flere grupperinger. Chiappuchi, Ullrich, Piil og Voigt opnÃ¥ede et mindre hul til den større del af gruppen, hvori Coppi, Ritter, Pantani og Wiggins befandt sig. Coppis knæsmerter havde dagen igennem voldt ham problemer, hvilket udsagn som â€�bare kør, jeg slipper om lidt!â€�, â€�jeg skal bare med til mÃ¥lâ€� og â€�jeg har ikke nogetâ€� understregede. Disse smerter synes dog svære at læse i sidste Ã¥rs vinder af SPT, der mestrer det psykiske spil, og hertil har indarbejdet et ’stone-face’ cykel-attitude, der ville gøre selveste Lance misundelig.
Den forsvarende mesters svaghedtegn så Ullrich som en gylden mulighed for at lave et stort resultat. På medvindsstykket gjorde især han og Chiappuchi et stort stykke arbejde for at lave et afgørende hul ned til forfølgerne. Gruppen kom dog ikke fri og mens Cancellara passerede målstregen efter suveræn solokørsel, blev var der samling bagude. Knap en kilometer før mål søgte Ritter chancen for at gentage sidste løbs andenplads. I et opskruet tempo ramte han bunden af stigningen som første mand. Herefter fulgte Voigt, Coppi, Pantani og Piil, der udgjorde feltets forreste række. I positionskampen frem mod mål vidnede stilheden, gearskift, og vejrtrækningen om nervøsitet forude for spurten. Hver mand kørte sin egen chance og styrkeforhold synes uforudsigeligt så tidligt på sæsonen.
Frem mod hårnålesvinget var Voigt næste mand til at prøve angrebet ude fra. Med et hårdt antrit lykkedes det ham at slå et hul ned til Coppi, Piil og Pantani. Voigt sprintede sig herved sikkert i mål på en andenplads, mens Piil lige så sikkert tog sig af tredje pladsen. Herefter fulgte Wiggins, der på den sidste del af stigningen passerede holdkaptajnen, Coppi. Herefter fulgte Coppi, Chiappuci, Ritter, Pantani og Ullrich, som afrundede gruppen. Herefter kom LeBlanc, der viste lovende takter ved sikkert slog Boasson-Hagen. Havde dagens – i øvrigt iøjnefaldende udviklingstrøje givet den nordsjællandske rytter vinger?
Længere bagude fulgte en tømmermands- og defektramt Mayo, der store dele af løbet havde kæmpet for at nå op til det forreste felt. Dagens lykkerider Fignon, fulgte herefter, mens den lyserøde plamage dominerede slutplaceringerne.

PÃ¥ vegne af A TEAM
/Voigt