/**/
 
 
Prolog 2012
Digteren Morten Nielsen forfattede i 1940 disse ord:

"Alle de vaade Veje
Lyser og staar i Blomst.
Jomfruer brænder Olie
for Vaarens Tilbagekomst.

Ind gennem Ventetiden
blomstrer de blegt og ømt,
Vejenes unge Træer
og Drømmene de har drømt.

Jomfruer brænder Olie
for den ventedes Rytterfærd.
Han red over andre Veje.
Han mødtes med noget dér. "

72 år senere, den sidste søndag i marts, mødtes SemiProTourens ryttere til endnu en rytterfærd. På denne dag fandt prologen i sæson 2012 sted. Solen strålede fra en skyfri himmel, da rytterne stimlede sammen ved Adas Kæledyrskrematorium syd for Sengeløse, og for alle stod det klart, at nu er foråret for alvor vendt tilbage.
Ullrich - 25/3-12 20:22:30

En del kom cyklende fra Købehavn, andre var i bil og nogle få havde valgt at tage toget. Alt i alt talte feltet denne solfyldte søndag hele 23 ryttere, hvilket er rekord i et SemiProTour-løb. Blandt de fremmødte var hele fire debutanter: Fignon, Mayo, Ritter og Thomas, der endnu mangler at få et rytternavn. Det var en fornøjelse at have disse debutanter til start, og de syntes til alles glæde at trives i SemiProTourens ånd. Navnligt Fignon og Ritter fik folk til at spærre øjnene op, da de viste deres fuldblodsenkeltstartscykler frem. Med sådant udstyr var der store forventninger til deres præstationer i dagens individuelle enkeltstart.

Foruden de 23 ryttere var Piils kæreste Malene og dennes far mødt frem for at assistere med tidstagningen i tidskørslerne. Det var en kæmpe hjælp at have denne assistance, og til stor glæde for alle forløb tidstagningen uden problemer. Piil havde udviklet et klistermærkesystem, hvor alle ryttere fik deres startnummer påklistret hjelmen - et system, der efter den store succes bør genbruges fremover.

Klokken havde netop slået 10, da rytterne bevægede sig ud på den sædvanlige prøveomgang. Arvesen og Merckx havde inden da ladet alle vide, at rutens første højresving lå henlagt i skygge og var ekstremt glat efter nattens tågebanker. Det fik blandt andet Mayo at mærke, da hans baghjul skred ud på prøveomgangen. Senere skulle dette sving også vise sig at få afgørende betydning for resultatet af den individuelle enkeltstart.

Efter prøveomgangen gjorde de fire debutanter sig klar til den individuelle enkeltstart. De skulle sendes afsted som de første, hvorefter der blev fortsat i omvendt rækkefølge af sidste års klassement. Rytterne blev sendt afsted med 30 sekunders mellemrum. Ritter startede som nummer to og satte en tid på de 14.2 km, der længe skulle stå som den absolut hurtigste. Hele 15 ryttere mere skulle nemlig sendes afsted, førend Cancellara slog Ritter med godt et minut. Han tilbagelagde de 14.2 km i tiden 20:21 svarende til ca. 42 km/t, hvilket blev dagens absolut hurtigste tid. Det lykkedes Coppi at slå Ritter med 6 sekunder og tage andenpladsen.

I løbet af den individuelle enkeltstart var Valverde mødt op som tilskuer med sin søn Sebastian på armen. Han assisterede med tidstagning og tog også lidt billeder af rytterne. Ved næste løb får vi ham forhåbentlig at se igen med cykel og hjelm.

Det skal dog nævnes, at en anden af dagens forhåndsfavoritter, Voigt, var styrtet i det glatte sving på første omgang, og dette har uden tvivl haft afgørende indflydelse på Voigts muligheder for en absolut topplacering. Også Kroon, Piil og Ullrich måtte kysse asfalten i dette drilske sving, mens Coppi højst sandsynlig har trukket på erfaringer fra nedkørsler på hans nylige træningstur i Italien og derfor har holdt lidt igen i svinget. Han er ellers kendt for at være en dristig rytter. Det samlede resultat af den individuelle enkeltstart følger i tabellen herunder.

Placering Individuel enkeltstart Tid Point
1 Cancellara 20:21 30
2 Coppi 21:20 26
3 Ritter 21:26 23
4 Wiggins 21:59 20
5 Voigt 22:08 18
6 Pantani 22:18 16
7 Fignon 22:28 14
8 Chiappucci 22:34 13
9 Merckx 22:59 12
10 Boasson Hagen 23:05 11
11 Piil 23:24 10
12 Ullrich 23:39 9
13 Böltz 23:41 8
14 Mayo 23:42 7
15 Basso 23:54 6
16 Jalabert 23:56 5
17 LeBlanc 24:07 4
18 Arvesen 24:24 3
19 Simoni 25:05 2
20 Thomas 25:06 1
21 Skibby 25:25 1
22 Kroon 25:41 1
23 Cunego 26:26 1


Ullrich startede fjerdesidst og måtte se sig passeret af alle, der startede efter ham. Han kom således i mål som sidste mand, og herefter blev der gjort klar til dagens holdtidskørsel. Det først startende hold var A-Team, hvorefter Team Up & Coming, Team Kyst og slutteligt Il Tempo Gigante skulle sendes afsted. De fire hold blev sendt afsted på de 28.4 km med 2 minutters mellemrum. A-Team havde Voigt, Piil, Arvesen, Merckx og Fignon til start. Fignon måtte hurtigt slippe taget i gruppen. Han havde givet alt, hvad han havde i den individuelle enkeltstart og kunne desværre ikke bidrage med meget til holdet. De fire resterende fandt ind i frugtbart samarbejde. Til allersidst måtte Arvesen slippe, mens de resterende kørte ind i den flotte tid 43:10.

Fra Team Up & Coming var Pantani, LeBlanc, Boasson Hagen, Kroon og Ritter til start. Allerede på første omgang fik Pantani defekt, mens Kroon måtte sande, at timerne i spinninglokalet ikke havde givet det forventede afkast. Han blev hurtigt sat, men kæmpede sig bravt alene i mål. Det var således op til Boasson Hagen, Ritter og LeBlanc at sikre holdet en god placering. LeBlanc viste sig som den svageste i det trekløver, og de to andre kørte side om side for at give LeBlanc mest mulig læ. De tre kørte i mål i tiden 46:56.

På tredje omgang blev Team Up & Coming overhalet af lokomotivet Cancellara, der havde Chiappucci, Ullrich og Mayo med sig. De fire udgorde spydspidsen af Team Kyst, mens Basso og Skibby lå længere tilbage. Skibby havde hurtigt mødt muren, og Basso havde ladet sig falde tilbage for at hjælpe Skibby i kampen om at minimere tidstabet. Team Kysts strategi var klar: lad Cancellara føre hele vejen og lad de tre andre hænge på så længe som muligt. Det skulle vise sig at være en fortrinlig strategi, idet holdet kørte i mål i tiden 43:01 og dermed satte bedste tid.

Sidste hold i mål var Il Tempo Gigante. Cunego var blevet sat på første omgang, mens de andre seks holdt sammen længe. På tredje omgang måtte Simoni og derefter Thomas dog også slippe, og det var dermed op til Coppi, Wiggins, Böltz og Jalabert at føre holdet i mål. De kom ind i tiden 45:38 og kørte dermed i tredjehurtigste tid.

I tabellen nedenfor er holdenes samlede point udregnet. Der er givet et bonuspoint for hver rytter ud over de tre første, der kom i mål inden for 10% ud over det langsommeste holds tid. Det langsommeste hold var Team Up & Coming, der gennemførte holdtidskørslen i tiden 46:56. 10% af dette er 4:42. Det vil sige, at ryttere der kommer i mål inden for 46:56+4:42=51:38 giver bonuspoint til deres respektive hold.

Hold Rytter Tid Point
Team Kyst Cancellara 43:00
Team Kyst Ullrich 43:00
Team Kyst Chiappucci 43:01 27
Team Kyst Mayo 43:01 +1
Team Kyst Basso 49:01 +1
Team Kyst Skibby 51:05 +1
A-Team Voigt 43:10
A-Team Piil 43:10
A-Team Merckx 43:10 23
A-Team Arvesen 43:30 +1
A-Team Fignon 46:35 +1
Il Tempo Gigante Coppi 45:38
Il Tempo Gigante Böltz 45:38
Il Tempo Gigante Wiggins 45:38 19
Il Tempo Gigante Jalabert 45:47 +1
Il Tempo Gigante Simoni 47:08 +1
Il Tempo Gigante Thomas 48:10 +1
Il Tempo Gigante Cunego 53:32
Team Up & ComingLeBlanc 46:56
Team Up & ComingBoasson Hagen 46:56
Team Up & ComingRitter 46:56 15
Team Up & ComingPantani 49:35 +1
Team Up & ComingKroon 51:17 +1


Hver rytters samlede antal point beregnes som gennemsnittet af rytterens point fra den individuelle enkeltstart samt holdets point (inklusive bonuspoint) fra holdtidskørslen. Til holdtidskørslen får hvert hold det pointtal, de har indtjent i holdtidskørslen. Det samlede resultat kan ses i tabellen til højre her på siden.

Efter holdtidskørslen præsenterede Mayo sin specialle afart af kranse kage - en "Krankekage" - som han have bagt og medbragt til lejligheden "for at indtjene fedtepoint", som han selv sagde. Det faldt i særdeles god jord hos resten af rytteren. Til at skylle krankekagen ned blev der serveret Asti og kakao i solen på parkeringspladsen foran kæledyrskrematoriet. Dagens oplevelser blev lystigt vendt i den gode stemning, og i forskellig tempi begav rytterne sig retur mod hovedstaden. Ca. halvdelen af dagens fremmødt tilbagelagde de 20 km. på cykel i roligt tempo under den flotte forårssol. Endnu en sæson i SemiProTouren er hermed skudt igang, og det tegner til at blive en fantastisk én af slagsen. Tak til alle for en dejlig dag på landevejene!