/**/
 
 
Tour de Villa Gallina 2011
Et noget amputeret felt, der talte 11 ryttere, stillede til start i det første løb i efterårssæsonen. Førertrøjen, der har været på først Cancellara, sidenhen Coppi, Pantani, og nu igen Coppi, skulle nu ud i et forsvar. Foruden Coppi og Pantani stillede Voigt, Wiggins, Ludewic, Ullrich, Cunego, Simoni, LeBlanc, Museeuw til start, og derudover var der et glædeligt gensyn med Boasson Hagen, som blev sat på Team Comfort, der desværre må undevære Cancellara resten af sæsonen.
Voigt - 4/9-11 18:58:29

Feltet talte 6 Team Racing Apes ryttere på denne solbeskinnede dag, hvorved holdet havde gode muligheder for at hjælpe og forsvare trøjeindehaveren. Som det gamle ordsprog lyder, er det bedste forsvar et angreb, og derfor var det med skiftevis Ullrich og Museeuw, at Team Racing Apes på afprøvede især Voigt, Boasson-Hagen og Wiggins.
Herved blev Coppi sparet og kunne fokuserer på de primære opgaver, nemlig at holde trit med Voigt og sætte ind i spurterne og i en eventuelt afgørende finale. Team Racing apes arbejdsfordeling gav pote ved, at især Voigt ikke turde lade dem få afgørende hul.
På første omgang af Villa Gallina stigningen blev Museeuw således hentet af kvintetten Voigt, Boasson-Hagen, Wiggins og LeBlanc, der havde i sinde at køre om spurtpointene. Cunego og Simoni halsede efter på stigningen, men formåede flere gange at komme tilbage i løbet, når tempoet oppe i front faldt.
Ved spurten var rytterene samlet, og i en tæt spurtduel sejrede Coppi foran Voigt, med LeBlanc på tredje pladsen. Trods LeBlanc formmæssigt synes at være længder fra sidste års styrke, havde han tilstrækkeligt med kræfter til at forsvare og køre med om den ’lånte trøje’.
Herefter bølgede løbet frem tilbage. Ofte med kraftige eksplosioner efterfulgt af stilstand. Stilstanden gjorde, at lykkeridderne Ullrich og Museeuw kom tilbage i løbet, med mod på at køre videre i angreb.
På anden omgang fik Ullrich slået et stort hul og begunstiget af den midlertidige lysregulering ved jernbaneoverskæringen i Bråby Stationsby lykkedes det ham længe at holde forfølgerne stangen. Først halvvejs på tredje omgang blev han hentet af feltet.
Foran bestod den faste konstellationen på de to sidste omgange af Coppi, Voigt, Ludewic, Boasson-Hagen og Wiggins, mens Museeuw og Ullrich kom op med mellemrum. Længere bagude fulgte Cunego og LeBlanc, herefter Simoni og længst bagude Pantani, der blev ramt af en defekt i form af en løs sadel.
I kampen og bjergpointene fik Voigt revanche og sejrede foran Coppi, mens Boasson-Hagen og Ludewic fulgte på de efterfølgende pladser. Den sidste omgang var fulgt af stilstand frem mod stigningen. Her prøvede Voigt og Boasson-Hagen på skift at komme af sted, men uden held. Coppis fokus var på Voigts baghjul, en disposition der skulle vise sig at være klog.
Frem mod mål satte Museeuw et overraskelsesangreb ind. Med høj hastighed stormede han forbi de fire afventende favoritter Coppi, Voigt, Boasson-Hagen og Wiggins. Museeuw blev herefter hentet, og i en tæt finale endte Coppi med at passere Voigt, mens Boasson-Hagen og Wiggins fulgte på de efterfølgende pladser.
Kort efter fulgte Museeuw, og herefter Ludewic og Ullrich. Længere bagude kom LeBlanc, Cunego, Simoni og Pantani i mål i nævnte rækkefølge.
Efter dagens etape sidder Coppi således tungt på den gule trøje og ligner en sikker sejr af åres SPT, mens Voigt tager sig af den grønne- og prikkede trøje. I holdkonkurrencen kronede Team Racing Apes dagens flotte resultat med en udbygning til de andre hold.