/**/
 
 
Tølløse Mountain Classic 2010
Sæsonens sidste løb bød på rekord mange punkteringer, to debutanter, glædeligt gensyn med flere af forårets profiler og ikke mindst anledning til en omfattende diskussion af procedure ved pointlighed samt krav til vejenes beskaffenhed.
Ullrich - 18/1-11 21:59:09

Det var en tæt tåge, der indhyllede Coppi, Ullrich og Pantani, da disse stod af på Tølløse station den anden søndag i oktober 2010. Sigtbarheden ud over de midtsjællandske marker var langt under hundrede meter, og det stillede sine krav til orientering. Men ad omveje og med hjælp fra Coppis gps lykkedes det til sidst de tre gæve svende at finde frem til målstregen på Maglesøvej.
Her ventede Cancellara, Voigt, debutanten Claus (der endnu mangler et rytternavn), Kroon, Chiappucci, Simoni, Arvesen og LeBlanc, der alle var ankommet i bil til startområde. Lidt senere nåede også McGee og formand Ludewic frem, og som rosinen i pølseenden kørte Morten "Merckx" Holten ind på startområdet nogle minutter over ti.
Denne mindre forsinkelse i forhold til det aftalte starttidspunkt førte til en let frustration blandt enkelte af feltets ryttere. Solen havde endnu ikke gjort det af med tågebankerne, og temperaturen lå kun lige i underkanten af de ti grader. Så folk begyndte så småt at fryse og var ivrige efter at komme ud på landevejene. Men på sæsonens sidste dag må der være plads til lidt snor i forhold til debutanter, og der blev fra flere sider appeleret til at lade den gode stemming gå forrest. I samlet flok tog rytterne således fat på fællesrunden, som klokken nærmede sig halv elleve.
Det stod hurtigt klart, at de foregående døgns regnvejr havde ført til adskillige vandpytter og en del grus på de snørkløde veje omkring den idylliske Maglesø. Det blev kort drøftet, om løbsarrangørerne havde levet op til deres ansvar i forhold til inspektion af ruten forud for løbets afvikling. Men diskussion blev udskudt til senere, og foruden en lille afstikker fra Simonis og McGees side forløb fællesrunden i samlet flok og god stemning. Nu skulle der køres cykelløb!
Efter det opbligatoriske ophold ved målstregen efter fællesrunden med mulighed for vandladning og tøjudskiftning blev selve løbet sat i gang. Team Galacticos tog hurtigt kontrollen med spidsen af feltet, og det var tydeligt, at der hurtigt ville opstå problemer for debutanterne og løbets mindre formstærke ryttere.
Som rytterne drejede til højre fra Tjørnedevej og ind på Sophienholmvej kom dagens første defekt. Ludewic punkterede og måtte se sig sat fra feltet. Han valgte efterfølgende at udgå ved næste passage af målstregen. Umiddelbart herefter satte Cancellara sig i front af feltet og øgede kontant farten. Dette førte til stor udskillelse bagtil, hvor først Simoni og McGee og dernæst Claus, Arvesen og Merckx måtte opgive at holde jul på de resterende ryttere.
Således udgjorde Cancellara, LeBlanc, Voigt, Coppi, Pantani, Chiappucci, Kroon og Ullrich hovedfeltet, da rytterne tog fat på løbets anden omgang. Der var ikke kørt mange hundrede meter, før Coppi så sit snit til at forsøge sig med et udbrud. Han blev dog holdt i kort snor af et Galacticos-mandskab, der var godt tilfredse med situationen, sålænge de kunne kontrollere Coppis forspring. Voigt løb nemlig også ind i en defekt, og da Simonis cykel ikke var til udlån, udgik den tidligere triumfator kort inde på anden omgang. At have Coppi - den umiddelbart farligste konkurrent - liggende alene fremme og bruge kræfter var derfor et ideelt scenario for Team Galacticos, der håbede på at kunne bringe LeBlanc først over målstregen, hvorved han ville overtage Voigts samlede andenplads.
På tredje omgang lå Coppi fortsat alene fremme, og trods det adstadige tempo begyndte trætheden at melde sig hos enkelte af feltets tungere ryttere. Der skulle således ikke mere en enkelt forcering fra Cancellara til at sætte både Kroon og Ullrich. Disse to fandt nu ind i et samarbejde for at minimere tabet til frontgruppen.
På fjerde omgang skulle Galacticos´ taktiske genistreg vise sig at blive forpurret af endnu en defekt. Det var denne gang Cancellaras tur til at blive ramt af uheldet, og dermed havde det store damplokomotiv og den bærende drivkraft i forfølgelsen af Coppi udspillet sin rolle. LeBlanc var nu ladt alene om at køre Coppi ind, idet hverken Chiappucci eller Pantani syntes at have interesse i eller kræfter til at tage del i arbejde.
Mens Cancellara skiftede slange, passerede Kroon og Ullrich forbi, og blot få hundrede meter herefter, var det Ullrichs tur til at punktere på de regnvåde veje. Kroon fortsatte ufortrødent og blev snart indhentet af Cancellara, der nu agerede trækhest for Kroon med henblik på at holde Ullrich bag dem. I kampen om det samledes klassements sekundære placeringer lå Kroon og Ullrich nemlig uhyggeligt tæt.
På løbets sidste omgang begyndte Coppi for alvor at tro på det. Meldingerne ved målstregen fra de udgåede ryttere lød på, at forspringet til forfølgerne hele tiden blev større og større, og Coppi øjnede chancen for anden sejr på stribe i SemiProTouren. Bagude løb Kroon nu ind i en punktering. Cancellara ventede og assisterede i udbedringen af defekten, men det lykkedes alligevel Ullrich at nå op til dem og køre forbi, mens Kroon febrilsk forsøgte at få dækket på igen. Ullrich fik nu blod på tanden og lagde alle kræfter i for at holde den skrækindjagende Galacticos-duo bag sig og køre en femteplads i hus.
Fremme lykkedes det Coppi at holde trekløveret bestående af LeBlanc, Chiappucci og Pantani bag sig. Coppi kunne stolt hæve armene over hovedet som sejrherre i 2010 udgaven af Tølløse Mountain Classic - det uden tvivl mest kuperede løb i SemiProTouren. I de indlagte spurter om bjerg- og spurtpoint havde Coppi ligeledes gjort rent bord med LeBlanc som nummer to hver gang.
Samlet blev LeBlanc også dagens nummer to. Han vandt spurten om andenpladsen foran Pantani og Chiappucci i nævnte rækkefølge. Ullrich kæmpede sig heroisk i mål som nummer fem med en pæn margen til Kroon og Cancellara, der endte som nummer seks, henholdvis nummer syv.
Nogle minutter senere kørte Arvesen og Claus over stregen efter en forbilledlig indsats. Arvesen viste endnu engang sit unikke kammeratskab og slog følge med Claus, der som sagt var debutant i SemiProTour-regi.
På de sidste omgange var foruden Ludewic og Voigt også Simoni, McGee og Merckx udgåede. De havde nydt det spektakulære cykelløb sammen med Voigts mor Ulla og dennes kæreste Anders, der havde lånt Claus´ kamera og foreviget dramaet med en række fantastisk flotte billeder.
Ulla havde desuden meddelt en særlig præmie til vinderen af dette årets sidste criterium. Coppi modtog således hundrede kroner for sin flotte præstation, og dagen blev rundet af i solking og godt humør med champagne udskænket af formand Ludewic. Temperaturen var steget en del grader, og alle holdt hovedet højdt, da der for sidste gang i 2010 blev sagt farvel efter et veloverstået cykelløb. Cancellara kunne til trods for årets dårligste placering stolt kalde sig vinder af SemiProTouren for anden år i træk. Han har gennem hele sæsonen udvist et stabilt og utroligt stærkt niveau, og det bliver spændende at se, om han kan trues i 2011.
Enkelte af rytterne mødtes senere i eftermiddagens sidste spædesolstråler og spiste pizza fra Calabria på græsset foran Sankt Johannes Kirke.