Med en taktisk genistreg, fik Galacticos hurtigt splittet feltet i atomer ved at lade Kroon gå i udbrud og trække en del andre stærke folk med. Ludewic var som altid med fremme fra morgenstunden og virkede ekstra opsat, da hans familie ville dukke op som tilskuere i løbet af formiddagen.
Frontgruppen arbejde godt sammen og holdt fint afstanden til favoritgruppen med Voigt, Cancellara og LeBlanc, som af og til fik besøg af Arvesen og Ullrich der ofte måtte slippe for derefter at kæmpe tilbage igen.
Voigt måtte sande, at det ikke var en optimal situation for ham i forsøget på at hente den gule trøje og forsøgte derfor gang på gang at køre væk fra de to Galacticos-folk. Han måtte til sidst opgive at slippe væk, og kørte egenhændigt udbrydergruppen ind. Straks blev der forsøgt et hårdt kontrastød med Voigt og Coppi som igangsættere. Denne manøvre skabte en del uro og kom til at koste dyrt for Chiapucci, som med fokus sin elegante kørestil måske lige mangler det sidste antrit.
Den gule trøje satte sig nu til rette som feltets leder og sendte sine folk til fronten. Ud over et par showangreb fra Ludewic, som ville please sit hjemmepublikum, skete der ikke meget indtil halvanden omgang før mål, hvor LeBlanc trådte an og splittede frontgruppen til atomer. Da han kiggede sig over skulderen, kunne han konstatere, at han havde fået Coppi med på slæb, mens Voigt og Cancellara lå sammen kort efter.
De to forreste holdt fint afstand indtil Coppi fik radiomeldinger, om at springe føringerne over og lade kaptajn Voigt komme op. Dermed var det LeBlanc mod Voigt med hver deres søndagsrytter på baghjulet.
I den duel var Voigt for stærk, og 4 ryttere kom samlet til mål. Det tyske kraftværk havde dog brugt for mange kræfter på at holde samling på det hele dagen igennem og det blev derfor en let sprintsejr til Cancellara.
Længere nede på resultatlisten, er det værd at bemærke hvordan Chiapucci fik kæmpet sig tilbage og i det sidste sving kunne han med et træt smil på læben køre forbi et totalt udmattet Kroon.