Men sådan skulle det heldigvis ikke blive. Team Galacticos-ledelsen viste stort mandsmod og courage og til verdenspressens store overraskelse faldt valget for ruten til årets næstsidste løb på Giro di Ganløse. Giro di Ganløse har i kraft af sin kupererede karakter med den frygtede stigning Myrestenen helt uden for kategori opnået status som en art kongeetape i SemiProTour-regi. Mangen et drabeligt slag mellem SemiProTourens heltemodige asfaltbetvingere er blevet udkæmpet i bakkedragene nord for Ganløse i tidernes løb, og flere gange af SemiProTourens samlede klassement blevet endeligt afgjort på netop denne rute. Vi husker nok alle sæson 2006, hvor Ludewic længe så ud til blive den samlede vinder, men i Giro di Ganløse - sæsonens sidste løb - måtte Ludewic se sig sat fuldstændig på plads af Zabel (som efter et besøg hos den lokale numerolog valgte at skifte navn til Voigt). Stærkest i erindringerne står dog nok Giro di Ganløse 2005, hvor Ullrich i kraft at taktisk snilde og ikke mindst overlegent udstyr satte alle ryttere på plads i en finale, der for mange går over i historien som den smukkeste i SemiProTourens historie. Men nok af historiske vingesus for nu... I årets udgave af Giro di Ganløse var der lagt op til en drabelig dyst mellem SemiProTourens charlatans virtuos - Cancellara og Voigt - og tilskuerskarerne, der havde fundet sig til rette i de solbeskinnede grøfter, blev ikke snydt. Feltet talte denne dag foruden Cancellara og Voigt følgende forstærke ryttere: Pantani, Ludewic, Arvesen, McGee, Simoni, Böltz, Valverde og Poli. Alle var sultne efter en sejr. Efter den obligatoriske fællesomgang blev løbets syv omgange skudt i gang. Da den første kilometer rullestart var tilbagelagt, satte Valverde sig i front i et opskruet tempo. Valverde havde aldrig tidligere gennemført dette løb, og det var tydeligt for enhver, at han var opsat på at gøre en god karakter denne dag. Pantani og Ullrich havde forude for dagens løb over en kop sort kaffe på fjerde sal i Institut for Matematiske Fag, hvor flere af de taktiske genistreger fra Team Men and Boys er blevet udtænkt, indgået en aftale om at forsøge sig med et morgenudbrud. De slog derfor kontra på Valverdes forcering, og fik hurtigt et pænt hul ned til feltet. Denne udvikling stabiliserede situationen i feltet, og Team Galacticos havde tydeligvis ingen interesse i at jagte udbruddet, idet begge lykkeriddere var tilpas langt bagud i klassementet til ikke at udgøre en trussel for Cancellaras førertrøje. Som så mange gange før var det derfor op til Voigt at holde tempoet i gang i feltet. For ham handlede det udelukkende om at finde, hvis troen på den samlede sejr skulle bevares. Men Voigt stod over for et taktisk dilemma: hvis udbrydderne blev kørt ind for tidligt, risikerede han, at andre ryttere slog kontra, og med lokomotiver tilstede som Poli og Ludewic, der med rette kunne spare på kræfterne, kunne et kontraangreb få fatale konsekvenser for Voigts planer. Omvendt måtte udbryderne selvfølgelig ikke få for lang snor, for så risikerede Voigt, at de blev umulige at hente. Voigt valgte derfor en strategi med adskillige temposkift for derved at forsøge at få hægtet de svageste ryttere i feltet af og derved tynde ud blandt kandidaterne til kontraangreb. Optimalt for Voigt ville det være, hvis Cancellara blev offer for forceringerne, så Voigt alene kunne køre op til udbryderne og holde med dem hjem. Men sådan kom det ikke til at gå. De utallige temposkift udmyntede sig i, at første Simoni og dernæst Valverde måtte slippe taget i feltet. Simoni blev til stor forbløffelse for de trofaste fans senere set køre i modsat retning af ruten og stoppe op ved den lokale bager og købe en sandwich. Valverde fortsatte derimod sin heltemodige kamp for at gennemføre dette sagnomspundne løb. Fremme hos udbrydderne fortsatte det fortrinlige samarbejde. Ullrich fungerede som et menneskeligt vindskjold på de lange lige passager, mens Pantani klatrede elegant op af de utallige stigninger. Efter anden omgang var de to stadig i front, og pointspurten skulle således afgøres mellem den. Her var Pantani klart stærkest, og tog 5 point til den grønne trøje. På tredje omgan var bjergspurten indlagt. På vej op af Myrestenen blev Ullrich ramt af et frygteligt uheld. Hans kæde røg af, og han måtte stige af cyklen for at udbedre defekten. Det lykkedes aldrig Ullrich igen at få kontakt til Pantani. Da fjerde omgang blev indledt var situationen således, at Pantani lå alene forrest med en indædt jagtende Ullrich bag sig. I feltet sad Voigt, Cancellara, Arvesen, McGee, Ludewic og Poli. Da feltet køret ud af Ganløse, satte Voigt et afgørende angreb ind. I kraft af en kraftig forcering blev feltet sprængt i atomer, og på toppen af Myrestenen kunne Ullrich se Voigt komme hamrende alene op bagfra. Voigt var dog skarpt forfulgt af Cancellara, mens de resterende ryttere fulgte én og én. Voigt havde således forsøgt med den planlagte strategi, men Cancellara fik lukket hullet, og for en stund kom Ullrich ligeledes med på hjul. Det var dog en stakket frist, og i stedet slog Ullrich følge med holdkammeraterne Ludewic og Poli, der begge kæmpede sig op bagfra. På femte omgang blev det ligeledes slut for Pantanis eventyr. I front lå nu Cancellara, Voigt og Pantani efterfulgt af Poli og Ludewic. Ullrich var blevet sat af sine egne løjtnanter og havde i stedet slået følge af sin trofaste væbner Böltz, der var kørt fra en bravt kæmpende McGee. Denne situation viste sig at stabilisere løbet, og de tre førende ryttere nåede sammen til mål. I spurten vandt Voigt foran Cancellara og dernæst Pantani. Fjerde pladsen gik til Ludewic efter solidt arbejde af Poli, mens Böltz serverede sjettepladsen for fødderne af Ullrich. McGee kom ind som nummer otte, Valverde blev nummer ni, mens Arvesen valgte at slå følge med Simoni og udgå af løbet. Giro di Ganløse føjede således endnu en sejr til Voigts imponerende række af triumfer. Men med Cancellaras andenplads ser det fortsat ud til at blive vanskeligt for Voigt at tilkæmpe sig den samlede sejr. I kampen om den sidste podieplads hentede både Ludewic og Ullrich vigtige point ind på Valverde. Efter løbet bredte Team Galacticos et par tæpper ud på den grønne eng, og rytterne slog sig veltilfredse ned og nød et overdådigt traktement bestående af pølsehorn og cola i den svalende septembersol.