/**/
 
 
Esrum Gold Race 2008
Jørn Mader udtalte engang om Telekom-holdet med Ullrich i den gule førertrøje: "Her er den store tyske telefonbog… og der er slået op på de gule sider".
Ullrich - 16/1-11 20:34:43

Forud for Esrum Gold Race havde SemiProTourens Ullrich gjort sig store forhåbninger om at kunne følge op på prologens gode resultat og kæmpe sig endnu nærmere toppen af klassementet. Men det blev ikke efter dette løb, Team Sejr skulle slå op de gule sider. Fremmødet til Esrum Gold Race så længe ud til at blive rekordstort. I dagene op til løbet måtte Mancebo og Eriksen dog melde fra, og på selve dagen kom det tragiske budskab fra den gamle mester Riis om, at heller ikke han kunne stille til start. Endvidere udeblev også Petegem, til stor ærgrelse for især Team Sejr, der havde håbet på at kunne kontrollere løbet med fem stærke ryttere. Således var der 14 ryttere til start ved denne sæsons første løb af lang distance, og det var trods alt også et virkeligt flot fremmøde, omend ikke en rekord. Løbsledelsen har alt andet lige udtrykt betydelig begejstring for den i denne sæson herskende tendens til generel stor deltagelse i løbene. Esrum Gold Race have adskillige debutanter at byde på. Gennem Valverde havde både Team Riis og Team Galacticos erhvervet sig en ny rytter. Team Riis kunne præsentere Frederik Poli Silbye, mens Team Galacticos havde glæden af at kunne præsentere Troels Piil Bertelsen. Disse ryttere skulle begge komme til at sætte hver sit tydelige aftryk på løbet. Foruden Poli og Piil var Nils Boogerd Rossing og Kristian Bugno Skagen ligeledes for først gang til start for Team Kraftwerk henholdsvis Team Galacticos. Således udgjordes dagens felt af følgende prominente ryttere: Team Sejr: Arvesen, Cunego, Simoni og Ullrich Team Kraftwerk: Basso, Valverde, Boogerd og Voigt Team Galacticos: Popovych, Bugno, Piil Team Riis: Böltz, Museeuw, Poli. Efter den fælles omgang på dagens rute, blev de nye ryttere introduceret, og veteranerne præsenterede sig selv. Imens lappede Arvesen sit baghjul. Endnu engang havde uheldet ramt denne så udsatte rytter. Det blev endvidere besluttet, at selve løbet skulle forløbe over syv omgang på den 8,3 km. lange rute - med pointspurt på tredje omgang og bjergspurt på femte omgang. Løbet blev skudt i gang og straks kunnne man fornemme den intense koncentration infinde sig i rytternes tændte legemer. Efter et par kilometers kørsel åbnede Cunego som så mange gange før cykelløbet med et pludseligt angreb. Han fik hurtigt følgeskab af Valverde, og snart sluttede også Voigt sig til gruppen. Som rosinen i pølseenden sluttede også Ullrich sig til lykkeridderne. Valverde blev nu hørt udbryde: "Vi har en stærk gruppe her. Lad os køre for det!" Men også feltet syntes at være af den opfattelse, at disse fire ryttere var for stærke til at give lang snor. Anført af Popovych blev hullet derfor hurtigt lukket. Således var feltet igen samlet, da det første gang ramte det kuperede stykke af ruten fra Esrum Sø op til Tikøb. Her måtte Boogerd som den første se sig distanceret fra de andre ryttere. Tappert måtte denne rytter nu tage fat på den ensomme kamp mod løbets resterende 70 km af hårde prøvelser. Resten af feltet kørte videre i alstadigt tempo, og rytterne var samlede, da de tog fat på anden omgang. På den lange nedkørsel langs Esrum Sø så Simoni og Piil deres snit til at gå i udbrud. Tempoet i feltet var mageligt, og ingen tog teten til at køre rytterne ind. De fik hurtigt oparbejdet et stort hul, og snart kunne feltet ikke længere se dem. Både Team Sejr og Team Galacticos var repræsenteret i udbruddet. Ingen af disse hold havde derfor interesse i at køre udbruddet ind. I stedet var det op til Team Kraftwerk og Team Riis at sætte tempoet. Rytterne på disse hold havde dog svært ved at komme til enighed om dette arbejde, og det stod derfor snart klart, at det ikke ville være muligt at lukke hullet inden pointspurten på tredje omgang. Denne skulle således afgøres mellem Simoni og Piil, og her trak Piil det lændste strå i en hård og intens spurt. I feltet så Bugno sit snit til at slå hul på den sidste bakke inden spurten og sikrede sig tredjepladsen i spurten. Desværre skulle denne rytter senere udgå på grund af defekt med sadlen, og i stedet blev Cunego noteret for tredjepladsen, idet han ligeledes stak af fra feltet kort inden spurten. Tredje omgang var igen præget af uenighed blandt rytterne på de hold, der ikke var repræsenteret i udbruddet. Der opstod aldrig et egentlig samarbejde, og i stedet var løbet præget af utallige temposkift, hvor især Voigt og Poli stod for kraftige accelerationer, der ofte så ud til at splitte feltet fuldstændigt. Igen og igen gik tempoet dog i stå, og den eneste udskilning, der skete på denne omgang, var således et udslag af uheldige defekter hos Team Galacticos-rytterne Popovych og Bugno samt Team Sejr-rytteren Cunego. Førstnævnte, der knak en eger, så ellers ud til at være fortrinligt kørende, og med Voigt ramt at sygdom kunne dette have været dagen, hvor Popovych kunne have sat sig solidt på den gule førertrøje. Cunego var ikke lige så hårdt ramt som de andre. Han slap med en punktering og kunne trille til målstregen, hvor han efter at have pumpet cyklen kunne gennemføre løbet og med en sand ridders kampgejst tilkæmpe sig en ærværdi 11. plads. Først mod slutningen af fjerde omgang tog Team Kraftwerk-løjtnanten Valverde hånd om sagen, og opildnede sin kaptajn Voigt samt Poli og Böltz til sammen at få kørt udbruddet ind. Team Kraftwerk valgte at spare Basso fra dette arbejde, og Team Riis lod Museeuw gå fri af arbejdet. Skulle disse ryttere måske senere spilles ud i en taktisk manøvre? Herefter var tempoet i feltet højt, og resultatet deraf var snart synligt for alle. Efter den lange nedkørsels på femte omgang, kunne rytterne i udbruddet igen anes i horisonten, og på stykket op mod Tikøb blev de hentet. Nu indledtes det taktiske spil hen mod bjergspurten. Adskillige ryttere forsøgte at ryste sig fri af feltet for at opnå et forsping inden spurten, men Team Kraftwerk holdt feltet samlet og kørte deres kaptajn Voigt i stilling til spurten. Han vandt den suverænt, med sin egen løjtnant Valverde på andenpladsen. Feltets højeste rytter Ullrich indtog tredjepladsen og viste igen sine altid overraskende gode evner på stigningerne. Rytterne kørte nu ud på sjette og næstsidste omgang, og nervøsiteten bredte sig i feltet. Hvem skulle tage teten i finalen? Hvem skulle forme afgørelsen? Team Sejr havde med Simoni, Arvesen og Ullrich ligesom Team Kraftwerk hele tre ryttere med i gruppen. Simoni kunne dog efter det hårde arbejde i udbruddet ikke sidde med ret længe og måtte give slip, da Poli indledte en hårdt angreb lige inden Tikøb. Voigt var dog opmærksom og fik lukket hullet, men straks slog Arvesen kontra. Det så her ud til, at feltet for alvor skulle sprænges, men også Arvesen blev hentet og igen faldt tempoet i feltet efter accelerationen. Således talte feltet fortsat Voigt, Arvesen, Piil, Poli, Museeuw, Böltz, Valverde, Basso og Ullrich, da sidste omgang blev indledt. På sidste omgang begyndte mange af rytterne for alvor at kunne mærke de mange kilometer i benene. Især Böltz, Ullrich, Basso og Museeuw så mærkede ud. På det kuperede stykke op mod Tikøb satte Arvesen sig i front af feltet. Han holdt et hårdt tempo og på dette stykke indhentede feltet Cunego med en omgang. Lige før svinget gennem Tikøb satte Poli endnu engang en kraftfuldt angreb ind. Med al sin kraft trådte han i pedalerne, og det stod klart, at nu ville løbet blive afgjort. I første omgang kunne kun Valverde sidde med Poli, men også Piil fik kæmpet sig op. Vinderen skulle således findes blandt disse tre. Med mål på toppen af en stigning lå ruten umiddelbart til den fjerlette Piil, og han skulle også vise sig at være den hurtigste i spurten. Han oversprintede på fornemmeste vis Poli, og lidt efter kom Valverde i mål. Herefter kom Arvesen ind på en flot fjerdeplads, og endnu nogle sekunder efter kom Voigt i mål. Dermed kunne Voigt sikre sig den samlede førsteplads, men nok ikke med så stor en afstand ned til nummer to, som han havde drømt om. Lidt efter kom en tremandsgruppe bestående af Cunego, Ullrich og Basso hen til den sidste stigning op mod mål. Cunego havde forlængst udspillet sin rolle i løbet og gav nu alt, hvad han havde, for at køre Ullrich op til Voigt. Dette kom dog kun Basso til gavn. Han kunne lukrere på Team Sejr-rytternes hårde arbejde, og da Cunego havde opbrugt sine kræfter, så Basso sit snit til at stikke fra Ullrich og sikre sig løbets sjetteplads. Således blev Ullrich nummer syv. Derefter kom Böltz ind på ottendepladsen, Museeuw på niendepladsen og Simoni på tiendepladsen. Cunego blev nummer elleve, og Boogerd kunne efter en heroisk og ensom indsats gennem mere end 70 kilometer tilkæmpe sig placeringen som nummer tolv.