Således blev første af syv runder skudt i gang 14.32, samtidig med at efterårssolen med sine lange klare stråler sneg sig gennem de store gråblå skyer, der skulle vise sig at være lys forude. Kongerutens første omgang blev afviklet i lettere vemod, mange store bedrifter, måske endnu én kunne tilføjes i den perlerække!? Faktum var, at med en sejr til Voigt kunne årets samlede sejr komme i hus. Hvad kunne Voigt stille op efter sidste løbs fatale sjette plads? Ligeledes kunne Ludewic med en spurtsejr determinere årets anden trøje. Kun Voigt kunne med en sejr i denne disciplin vriste den lille fighter fra den samlede grønne trøje. Til sidste var der at nævne sidste løbs sejrsherre, den gamle mester, Riis, der med den store erfaring og det kølige overblik altid kunne være en trussel for de to stridshaner. Efter fællesrunden blev tempoet straks skruet op. Helt i front lå Voigt og Ludewic og hev feltet frem i mod det ukendte. Med et tempo op mod de 40 km/t, blev første omgang en hæsblæsende affære. Alle sad med, men hvor længe kunne det vare? Ved nedkørslen i dalen lå rytterne stadig samlet. Den efterfølgende stigning skulle Voigt bruge som afsæt for dagens første udbrud. Efter ham fulgte en meget opmærksom Ludewic. De to stridsherre fik hurtigt etableret et forspring på et par hundrede meter. Her skulle der ske noget ganske særligt; de to ryttere fandt ind i et gensidigt arbejde. Tempoet var højt, og med klar samarbejdsprocedure var dette udbrud et seriøst et af slagsen. Bagude forsvandt de resterende ryttere i de det brogede landskab. Indtil spurtopgøret på anden omgang, var der ingen rollefordeling eller seriøse spekulationer om hvem der fik mest ud af dette udbrud. Men netop da dette første drama indtrådte, skulle de to stridshaner igen finde ind i de velkendte mønstre; man udnytter enhver svaghed hos modstanderen. Voigt lå på den lange opløbningsstrækning forrest og trak. Kiggende bagud efter den prikkede trøje med 100 meter igen, trådte Ludewic forbi ham. Herefter fulgte Voigt. Ludewic var med 50 meter igen oppe i fulde omdrejninger, og nu var Voigt på vej op igen. Side om side når de to ryttere stregen, men med et ørneblik formår Ludewic at konstatere at sejren er hans, den anden trøje er hjemme. Glædesråb og ny gejst flød nu gennem Ludewics krop. Den næste mission var nu en etapesejr, et direkte angreb på den gule trøje!! De to ryttere fortsatte ufortrødent deres drift. Voigt fik på fjerde runde revanche for nederlaget, ved at tage dagens syv bjergpoint. Her begyndte Ludewic at vise svaghedstegn. Kort efter måtte Ludewic kapitulere. Det høje tempo (samt knæ problemer) havde drænet den lille krop. Bagved kom de tre damplokomotiver dunkende. Med to omgange igen havde de spist Ludewic. Med halvanden omgang igen kunne en noget forskrækket Voigt på toppen af myrestenen høre Arvesen ralle bagude. Fjenden var nær!! Med det sidste energilager skruede Voigt tempoet op igen, velvidende at en sejr kunne segmentere årets samlede sejr!! Bagude blev tempoet ligeledes forceret, hvilket resulterede i at først Arvesen røg og herefter Simoni. Tilbage var den direkte duel mellem Voigt og Riis. The rumble has begun... Da Voigt passerede målstregen for næstsidste gang lød meldingen fra Voigts mor "cirka én kilometers forspring". På sidste omgang holdt de to ryttere trit, og således kunne Voigt i mål strække armene i glæde over dagens bedrift, med en gennemsnitshastighed på 34,7 km/t. Det spændende forfølgelses løb resulterede i at Riis kort efter kom i mål på anden pladsen, mens Simoni et par minutter efter Riis tog tredje pladsen. Kort efter ham kom Arvesen og længere bagude en træt Ludewic, der trods dagens nederlag havde sikret sig den grønne trøje.