" Dengang lød pakken - bøffer, pilsner og cykelløb. Nu lyder pakken - togtur, svend gynge og cykelløb." ... og helt uenig deri kan man jo ikke være. Riis var manden, der udformede erstatningsrutten. Beliggende omkring rytterens egen hjemstavn i Østrup Holme var denne rute uden de store stigninger. Til gengæld havde de sidste ugers voldsomme regnskyl sat sit præg på det lokale agerland, og to steder på den ni kilometer lange rute, måtte rytter som følge deraf forcere oversvømmede vejbaner. Løbet bestod af én fælles omgang efterfulgt af seks omgange med pointspurt på den anden af disse og bjergspurt på den fjerde. Løbet var knap nok givet frit, førend Ludewic som så mange gange før forcerede kraftigt. Tempoet var derfor allerede fra start uhyre højt, og den første omgang gik med utallige udbrudsforsøg fra det helsingoranske trekløber Ludewic, Cunego og Ullrich. På anden omgang lykkedes det Ludewic at slå hul til hovedfeltet. Han lå længe alene fremme, og løbets førende rytter Voigt var ladt alene om at lukke hullet. På de sidste af omgangens kilometre forcerede Voigt voldsomt med det formål for øje at passivisere Ludewic inden pointspurten. Ved denne forcering slog Voigt hul til feltet og spurten blev et opgør mellem Ludewic og Voigt. Et opgør, som Voigt kom succesfuldt ud af. Feltet blev nu anført af Ullrich, som forsøgte at holde kontakten til Voigt. Hans lange seje føring umuliggjorde en deltagelse i spurten om tredjepladsen, hvor Riis viste sig som den hurtigste. Rytterne var nu ude på tredje omgang, og Ludewic forsøgte igen og igen at opildne de andre ryttere til at angribe for i fællesskab at sætte Voigt på arbejde. Ingen syntes dog at have de fornødne kræfter, og omgangen blev til at starte med præget af spæde forsøg og svingende tempo. Lige inden rutens hårdeste stigning listede så Ullrich dog sit snit til at udnytte feltets lave tempo. Han forcerede en mindre nedkørsel og fik hurtigt slået et afgørende hul. Bagfra forsøgte først Simoni og siden Riis at komme op, men i sidste ende var det Arvesen, som skulle gøre Ullrich selskab. De to indledte et fortrinligt samarbejde, og øgede hurtigt til feltet. Arvesen og Ullrich nærmede sig således bjergspurten med et komfortabelt forspring til feltet. På stigningen førte Arvesen an, men Ullrich oversprintede ham i, hvad Ullrich så som egentlig spurt. Siden skulle denne dog erfare, at Arvesen slet ikke var klar over, at der var bjergspurt på dette tidspunkt. I hovedfeltet tog Ludewic sig af tredjepladsen i bjergspurten. Løbets finale nærmede sig nu. Da de to eventyrriddere i front begav sig ud på femte og næstsidste omgang besad de fortsat troen og håbet på at kunne til mål. Men halvvejs på omgangen måtte Ullrich sande, at kræfterne ikke slog til. Han formod ikke længere at tage del i føringerne, og Arvesen måtte alene fortsætte den heroiske kamp for at holde feltet bag sig. På rutens stigning så de to ryttere sig tilbage, og måtte nu sande, at deres eventyr var ovre. Over skulderen mødte synet af en hidsigt jagtende Voigt dem nemlig. Som følge af det hæsblæsende tempo, han satte, var feltet sprængt. Simoni var slet ikke at se. Cunego sad plantet langt efter. Beloki hang i en langt udstrak elastik. Kun Riis og Ludewic formod at hænge på. Ullrich og Arvesen blev samtykkende enige om, at opgive ævred og spare benene for bedst muligt at kunne hænge på i feltet. Cunego nåede aldrig op igen. Med en omgang tilbage stillede han cykel med den begrundelse, at "Beloki havde sprøjtet gyllevand i munden" på ham. Simoni havde på dette tidspunkt måttet udgå med en defekt. Slaget skulle således stå mellem Ullrich, Riis, Arvese, Voigt, Ludewic og Beloki. Fra starten af sidste omgang forsøgte Riis med gentagne temposkift at sprænge gruppen. Ullrich indså hurtigt, at udbruddet havde tæret for hårdt på kræfterne. Han slap sit tag i gruppen og måtte se drømmen om succes forsvinde i horisonten med den nedgående sol. På afstand kunne han dog betragte dramaet i front. Her så han Beloki hænge i en langt udstrakt elastik, der igen og igen så ud til at sprænge. Men det blev Arvesen, der som den næste måtte slippe taget i frontgruppen. Fire mand i front tog således fat på de afgørende kilometre. Riis forsøgte igen og igen at slippe væk, og Ludewic samt den hårdt prøvede Beloki lod Voigt om at lukke hullerne. Snart kunne Beloki dog ikke længere sidde med. Med en kilometer igen slog Riis et hul, der så ud til at blive afgørende. Ludewic afventede køligt Voigts reaktion, og helt som forventet forcerede Voigt for at lukke hullet. Som en snarrådig tæge klæbede Ludewic sig til Voigts baghjul. De to ryttere nåede den frustrerede Riis med tohundrede meter til mål, og Voigt vurderede, at det høje tempo skulle holdes. Han indledte derfor allerede her spurten. Ludewic holdt sit tag i den gule trøjes baghjul, og med femogtyve meter igen oversprintede han det gule lyn. En stort udtænkt taktisk plan var hermed udført til ug af Ludewic. Riis holdt Beloki bag sig og blev en flot treer. Efter Beloki kom en afkræftet Arvesen i mål, og til lyden af solsortens kvidren nåede en udkørt Ullrich til målstregen som en ydmyg nummer seks. Endnu et stort drama i SemiProTouren havde udspillet sig på denne milde sommeraften.