/**/
 
 
Tour de Gunderød 2007
En varm og let forårsbrise mødte de kulørte rytteres blikke på Nivå station klokken 10. I samlet flok bedrog feltet sig ud mod dagens rute, i området omkring Karlebo.
Voigt - 19/12-10 23:59:23

Rundt omkring vajede de mange dannebrogsflag på 67 årsdagen for Danmarks befrielse, og dette krydret med et rekordstort felt vil for de tilstedeværende blive husket som en stor historisk og sportslig dag. De tilstødende ryttere, der var kørt i bil derud, fik i samråd med ankomne ryttere fra Nivå station snakket om ruten, weekendens udskejelser og sidst men ikke mindst om det rekordhøje deltagerantal på 13 ryttere. Feltet vedtog i fællesskab, at man fremover kun vil køre én bjergspurt og én sprint per løb. Dette skulle være medvirkende til mindre kaos og give nye taktiske muligheder i løbet. På fællesrunden blev feltet nærmest delt i 2. Den bagerste del, der mest af alt lige skulle sunde sig over det tidlige mødetidspunkt, blev simpelthen sorteret fra af den mere fokuserede del af feltet. Dog var tempoet ikke højere end, at feltet blev samlet igen uden de store anstrengelser. Da feltet blev skudt i gang, angreb Ludewic fra første sekund. Herefter fulgte en meget aktiv Cunego, og resten af feltet måtte forcere voldsomt for at følge trop på dette. Feltet blev hurtigt samlet, men en hårdtarbejdende Pettachi måtte betale prisen for det høje tempo og finde ind i sit eget tråd. Tilbage sad der nu 12 ryttere. Efter at have passeret målstregen anden gang, prøvede Ludewic og Cunego igen at stikke af sted. På den lange lige nedkørsel fik de etableret et så stort hul, at feltet nu måtte gøre en ihærdig indsats for at få dem hentet før sprinten på tredje omgang. Petegem viste sig for første gang i front og gav feltet korte instrukser om hvordan og hvornår, denne jagt skulle sættes ind. Men denne indsprøjtning var ikke tilstrækkelig til, at få rykket i hovedfeltet, og derved forøgede de to ryttere i front konstant forspringet. Dette skulle vise sig at blive en konsekvens af det noget passive felt, der i denne fase af løbet kørte meget taktisk. Midt på tredje omgang træder Cunego ud af sin ene pedal, Ludewic ser sig tilbage, og uden tøven træder han fra Cunego. Nådesløst stormer den lille tempomester mod de 5 spurtpoint. Bagved i feltet begyndte flere af de prominente navne så småt at røre på sig, men den hårdt kæmpende Cunego kunne med nød og næppe holde dem bag sig og indkasserede derfor 3 point. Udbruddet havde tydeligvis tæret på de to udbrydere, og dette skulle give plads til flere af de andre ryttere, der lurede på at komme af sted i et udbrud. En af disse kunne være Riis, der dog desværre for løbet og sig selv havde defekt og derved udgik. Han skulle senere agere tilskuer med rapsblomster i den ene hånd, og uddeling af kys med den anden til de forbipasserende ryttere. Herefter fulgte flere udbrudsforsøg, dog uden den nødvendige distance til feltet, og disse blev derfor hurtigt opslugt. Eneste etablerede forsøg stod Valverde for. Dette blev aldrig rigtig farligt, men her var der et signal om en rytter, der havde gode ben. På 7 omgang lå dagens bjergspurt. Dette medvirkede til, at tempoet steg voldsomt, feltet var strakt ud i en lang hale. Bagude viste flere ryttere træthedstegn. Arvesen der gjorde comeback efter skaden, og Pettachi, der nu var overhalet med en omgang, måtte definitivt måtte give slip. Stadig steg tempoet frem mod toppen, og med stor elegance blev dagens prikkede point fordelt. Her rejste Voigt sig i sadlen og trampede sig demonstrativt til 5 point foran en bitter Ludewic og Simoni (dagens mand i den prikkede) på tredje pladsen. Bagude viste Ullrich, der havde en anden plads at forsvare, begyndende svaghedstegn. Den evige krampe i læggen voldte ham endnu engang begyndende problemer. Muligheden for at bruge bjerget som afsæt skulle dog ikke blive udnyttet i denne omgang. Tværtimod fulgte herefter en stille omgang, hvor rytterne restituerede sig, og samlede kræfter til afslutningen. På 9 omgang blev denne afslutning så sat ind. Et stigende tempo på bjerget, blev igen brugt som afsæt. 4 ryttere kom af sted. Blandt disse var Valverde og Voigt, der for alvor begyndte at røre på sig. Cunego fulgte efter, og af glæde over denne mulighed klappede han resolut de to førende ryttere i numsen med de opbakkende skrig "Der er hul, der er hul drenge, nu nu!!". Med disse ryttere fulgte Mancebo, der ved sidste løb viste sig at være utrolig godt kørende, hvad havde han i benene!? Bagved sad en hægtet 5 mands gruppe, der måtte reagere på dette. Her forsøgte Ullrich og Böltz på 10 omgang at komme op, men de måtte opgive og lod sig falde tilbage. Helt bagude havde Beloki givet slip, og han fokuserede nu på at få sin 10 plads i hus. I sit eget tempo kørte han et flot og stabilt løb. Denne mand har mere at byde på!! Fremme stormede de 4 udbrydere som missiler mod mål. Nærmest teatralsk, som det uventede der ikke må ske, krydsede en rytter og hans unge hest vejen som de førende rytterne passerede ham. Dette var tæt på at koste Valverde en plads i afslutningen, men heldigvis undveg han den noget forvirrede rytter og mindst ligeså forvirrede hest. De fire ryttere skiftedes til at tage føringer, og helt frem mod bjerget var de side om side. Her skulle Voigt og Cunego trække fra. Bagved hang Mancebo og Valverde. Der var skabt afgørende hul, der blev understreget og muligvis udbygget af vrede- og glædesskrig fra Cunego. De to ryttere holdt over bjergtoppen og var nu side om side. Her trak Voigt fra, men med stor vilje lykkedes det Cunego at holde høj fart og få kæmpet sig til en komfortabel andenplads foran Valverde, efterfulgt af en meget træt Mancebo på fjerde pladsen. Lidt efter kom de jagende efterfølgere, og her skulle Petegem overraskende i sikker stil, spurte sig til en meget sikker 5 plads. Simoni tog 6 pladsen, mens Böltz 50 meter efter tog 7 pladsen foran Ullrich. En meget træt Ludewic fulgte efter på 9 pladsen, mens debutanten Beloki gennemførte på 10 pladsen. En noget skuffet Ullrich udtalte i målområdet "Det er de ben. Da I trådte fra på bakken, kunne jeg ikke rejse mig op af frygt for at få krampe. Noget rigtig...hvor er det irriterende" Anden pladsen måtte Ullrich således give fra sig til stortalentet Cunego.