/**/
 
 
Prolog 2007 - Slaget i Kongelunden
Søndag den første april 2007 var dagen for årets sæsonstart i SemiProTouren. Sæsonstarten bestod af to afdelinger: en fem kilometer lang prolog samt et linjeløb på femogtyve kilometer. Ruten var ny i SemiProTour-sammenhæng. Der var tale om en rundstrækning ved Søvang på sydspidsen af Amager. Solen skinnede fra en skyfri himmel, da feltet lettere forsinket var samlet ved målstregen klokken elleve. Hele ti ryttere var mødt op til årets første dyst på landevejene. Iblandt var Valverde, der debuterede i SemiProTouren. Desuden var den skadesramte Arvesen mødt op for at give moralsk støtte og tage billeder af rytternes bedrifter.
Ullrich - 19/12-10 23:58:47

Det var stort set vindstille, og kun fuglenes skønsang brød stilheden som følge af den dirrende stemning af nervøsitet, da Valverde blev sendt af sted på prologen som første rytter. Efter Valverde fulgte med et minuts mellemrum de resterende ryttere i omvendt klassementrækkefølge - det vil sige startende med den dårligst placerede i sidste sæson. Resultatet af prologen blev uhyre tæt. Under et halvt minut skilte vinderen og nummer fem. Men ikke overraskende kørte Voigt de fem kilometer i bedste tid. Den forsvarende mester viste således allerede på prologen, at han også i år har i sinde at kæmpe indædt for den samlede sejr. Alle rytteres tider ses i tabellen herunder. Efter prologen skulle dagens linjeløb afvikles. Rytterne var tydeligt trætte efter anstrengelserne på prologen, da de trillede af sted på den første af fem omgange i linjeløbet. Syren sad stadig i benene, og tempoet var til at starte med ikke imponerende. Det var tydeligt, at der ikke var nogen naturlig leder i feltet. Der var til at starte med ingen, der påtog sig ansvaret for at sætte et anstændigt tempo. Efter et par kilometers kørsel tog Ullrich som den første konsekvensen af det lave tempo og satte et spontant angreb ind. Der blev straks reageret bagfra, og da der igen var samling dalede tempoet på ny. Men snart efter forsøgte Cunego sig. Han fik et mindre hul, der dog ligeledes blev lukket. De første par omgange gik med småforsøg fra især Cunego og Mancebo. De var klart de mest angrebsivrige ryttere i feltet, og deres konstante accelerationer betød, at Pettachi måtte slippe taget i gruppen. Mod slutningen af anden omgang havde Cunego og Mancebo opbygget et ikke ubetydeligt forspring. Ullrich vurderede klogt, at det var for risikabelt at give de to ryttere al for lang snor. Han lukkede derfor egenhændigt hullet. Tydeligt demotiverede over neutraliseringen af deres udbrud resignerede Cunego og Mancebo herefter for en kort stund. Der var nu igen stilstand i feltet. På dette tidspunkt havde favoritten Voigt ikke én eneste gang vist sig i spidsen af feltet. Hans tilstedeværelse i løbet havde været fuldstændig anonym. Men da Ullrich med let sarkasme kommenterede dette faktum over for Voigt, kom der nye boller på suppen. Voigt ville tydeligvis ikke have sådanne anklager siddende på sig. Med kraftfuld tråd kørte han op gennem gruppen og satte et hæsblæsende tempo. Det var tydeligt, at Voigt var i absolut topform. Hans anonymitet hidtil havde ikke været på grund af manglende styrke. Da fjerde omgang blev indledt, havde løbet således fuldstændigt ændret karakter. Det var nu fortrinsvis Voigt og Riis, der på skift satte tempoet, til tider afbrudt af angrebsforsøg fra Cunego og Mancebo. Gennem hele løbet viste disse to ryttere stor kørelyst. De mange accelerationer satte sine præg på samtlige ryttere, der konstant måtte kæmpe for at lukke de små huller, der opstod. Som følge heraf måtte Böltz slippe taget i gruppen. Det stod nu klart, at vinderen af løbet skulle findes blandt de otte ryttere Voigt, Cunego, Riis, Mancebo, Petegem, Simoni, Ullrich og Valverde. Med Riis i front tog førergruppen fat på den sidste omgang. Der var nu kun fem kilometer tilbage af løbet, og spændingen bredte sig blandt rytterne. Alle havde koncentrationen malet dybt i ansigtet. Med godt fire kilometer igen gjorde Petegem det uventede. Han havde længe siddet som agterlanterne i feltet, men skød nu som en komet op gennem feltet og overrumplede alle andre ryttere. Han fik slået et mindre hul, men havde ikke kræfterne til at gennemføre togtet. Da han blev hentet, passerede ham hele vejen gennem feltet og måtte sande, at hans chancer i løbet var udspillede. Nu forsøgte Cunego sig på ny, men heller ikke hans angreb lykkedes denne gang. Med tre kilometer igen var det på ny Voigt, der satte tempoet i gruppen. Han forsøgte tydeligvis at eliminere de svageste af rytterne i gruppen inden den afgørende spurt. Men de resterende ryttere hang tappert på i det hæsblæsende tempo, og med halvanden kilometer igen forsøgte Mancebo sig. Han og Cunego fik igen slået et mindre hul. Der var umiddelbart ingen i feltet, der satte sig for at lukke hullet, så igen måtte Voigt tage teten og hullet blev lukket. Så med en kilometer igen var de otte ryttere igen samlet. Femhundrede meter før mål svingede vejen halvfems grader til højre. Rytterne kom samlet ind i dette sving, men umiddelbart efter svinget åbnede Valverde efterfulgt af Riis spurten. De fik prompte slået hul til de resterende. Efter de mange angrebsforsøg havde Mancebo opbrugt sine kræfter. Han og Simoni måtte opgive at køre med i spurten. Voigt til gengæld viste nu igen skræmmende styrke. Han satte jagten ind på Riis og Valverde, og kun Ullrich kunne hold hans hjul. I hæsblæsende tempo passerede Voigt og Ullrich de to førende ryttere, der tydeligvis havde undervurderet afstanden ind til mål. De havde simpelthen åbnet spurten for tidligt. I mellemtiden havde Cunego fået fart i hjulene og lagt afstand til Mancebo og Simoni. Også han nåede op til Valverde og Riis, men da var Voigt og Ullrich uden for rækkevidde. På de sidste hundrede meter måtte Ullrich slippe Voigts hjul. Voigt kunne sikkert rejse sig i sadlen til triumf som sejrherre. Ti meter efter trillede Ullrich over stregen som en fornem toer. På de sidste meter kæmpede Cunego sig forbi Riis. Herefter fulgte Valverde, Mancebo, Simoni, Petegem, Böltz samt Pettachi, der tappert og med begyndende lungebetændelse kæmpede sig i mål Enhver, der bevidnede løbet, mener samtykkende, at dramaet ved årets sæsonstart var uovertruffent. Alle ryttere viste stærk kørsel. Det lover godt for årets sæson.