Boonen:
Jeg dromte om top 10. Den drøm forsvandt da dagens usædvanligt stærke gruppetto (sidste års vinder wiggins var i den !!!) kørte mig i sænk på sidste omgang.

Men det var alligevel en fantastisk dag. Jeg kom med i dagens morgenudbrud sammen med to andre monkeyBobs samt andre koryfæer som Gilbert, Savoldelli, Fuglsang og Hushovd. Førstnævnte svang dirigentstokken, og længe troede vi alle på miraklet. Men så så jeg Voigt komme tromlende bagfra gennem Dønnerups bakker i ensom majestæt. Han fortsatte ufortrødent med Gilbert på slæb, og resterne af det ellers så velbalancerede udbrud blev sprængt i atomer, og jeg var ladt alene i den ubarmhjertige vind og de uendeligt høje bakkedrag.

Resten af favoritgrupperne passerede mig snart og jeg fald igennem, indtil Wiggins og Hushovd samlede mig og og gav mig et lift op til to af dagens tidlige følgesvende Savoldelli og Fuglsang. Denne konstellation holdt indtil sidste omgang, hvor benene sagde stop.

På de sidste km kom en defektramt Ugrumov op til mig bagfra. Han satte mig nådesløst på målstigningen. Tredjenederste trin på ranglisten blev det til. Pga af svigtende fremmøde var det ikke så langt igen fra top ti.

Valgren:
SPT rytterne forlod et København i slagregn og en flod af afbud, men perfekt planlægning af Team MonkeyBob havde sørget for fantastisk vejr ved Dønnerup.

Det var Valgrens første rigtige SPT etape, og der var nerver på. Så mange, at han måtte nervepisse i motorvejens nødspor på vej til Dønnerup og endnu to gange i de sidste 20 minutter inden racestart...

Efter en første runde med master, var det Hushovd der som den første rykkede, med Boonen og Savodelli snart efter. Gilbert, Merckx og Fuglsang kørte senere op, og udbruddet var nu pludselig er farlig sekstet, der fik de bagvedliggende favoritter til at ligne forvirrede fasaner på flugt.

Det var muligvis denne forvirring, der var skyld i, at Valgren til sidst ikke kunne hjælpe Kaptajn Coppi. For Voigt, Lemond og Ugrumov kom med flere giftige ryk, der alle fik Valgren i det røde felt, og da Voigt på 3. omgang stak fra favoritfeltet, havde Valgren ikke flere tændstikker.

Voigt kørte op til de seks i front, hvor Merckx i forvejen havde sikret sig den grønne point trøje med en overlegen spurt foran holdkammerat Fuglsang. Voigt fortsatte sin monsterkørsel og kun Gilbert og Merckx kunne følge med, desværre for Merckx kun kortvarigt, da han havde 3 dages sygdom i benene.

Voigt fortsatte mod en sikker sejr, og områdets rige fugleliv undrer sig stadig over, hvordan Gilbert sikrede sig 4. omgangs bjergspurt foran etapens sejrherre. Den gule trøje sikrede sig den sidste podieplads foran Lemond med Pantani på 5. pladsen.