Laiseka vidste at han skulle holde sig til Boonens hjul i håbet om en spændende afslutning ligesom sidst.
Desuden skulle det blive spændende at se Wiggins i den gule trøje holde sig til helt i front.

Det blev til flere interessante småudbrud som Laiseka ikke deltog i endsige havde overblik over.
Ludewic i stor udfoldelse (bjergpoint eller sprint?) men det kostede dyrt. Pludselig sad Ludewich sammen med groupettoen, hvor Laiseka, Simoni og store navne som Hushovd også sad. Mindst to gange lykkedes det for bagtroppen at komme op til feltet. Det må enten være Hushovds kraftfulde tråd, der trak feltet ind eller også kørte feltet bare ikke særlig hurtigt..

I frontgruppen var der gentagne forsøg på at splitte det fra henholdsvis Ugrumov, Coppi og Lemond, men på en rute uden de store udfordringer, så var det svært at komme afsted, og frontgruppen blev hver gang samlet igen.

Det største drama var faktisk i afslutningen: Terpstra stak et par km før mål og fik et pænt hul. På opløbsstrækningen på Rytterkær satte Ugrumov turboen til og fik reduceret hullet, inden Lemond tog over og rykkede forbi Terpstra. Herefter fulgte en intens spurt mod stregen hvor Wiggins, Hinault og Lemond lå inden for en hjulsbredde på målstregen.

Bagest i feltet mister Boonen (feltets flotteste fyr) kontakten til Pantanis hjul og må se sig overhalet af ingen andre end hans rival fra sidste sprint - Roberto Laiseka.
Ludewic kommer sidst ind - som en overmoden og overkogt pære, der er faldet af træet i en varm junistorm.