/**/
 
 
1. etape 2016: Omloop Het Herringløse.
Denne søndag d. 8. maj var SPT-feltet søgt mod vest for at test asfalten i årets første linjeløb. Det arrangerende hold og triumfatorer fra sidste weekends prolog havde taktikken klar: defensiv kørsel for dels at forsvare klassementsføringen og dels at spare kaptajnens brækkede finger. Taktikken var vel hverken overraskende eller særlig innovativ, men defekt og et frontalangreb fra de 3 andre hold lanceret allerede på de første omgange skød den godt og grundigt i sænk.
Kittel - 8/5-16 21:39:00

I høj sol og temperaturer, der ledte tankerne hen på juli eller august begav feltet sig ud i det smukke danske landskab pyntet til lejligheden med gule rapsmarker i fuldt flor. Perfekt vejr til cykelløb – igen! Kort efter start stak flere ryttere og opbyggede et lille forspring. Flere forsøgte at springe op til udbruddet og lykkedes med denne tidlige opportune kørsel. Det resulterede i at gruppen voksede til noget som kunne have potentiale. I feltet med de store aktører i klassementet blev der kørt en smule afventende og man lurede på hinanden. Men de hyppige angreb for at slutte sig til udbruddet gav en ujævn og nervøs kørsel. Den gule trøje og hjælperytter Kittel måtte fra start arbejde hårdt for at holde skansen. Da Hinault, hvis formidable form var kendt af alle efter den suveræne ITT sidste søndag, pludselig havde fået et hul til feltet, blev farten skruet op og udbruddet hentet. En så farlig mand ville ingen slippe af sted.
Herefter viste det sig med al tydelighed, at SPT var kommet til ”Det vilde West”. På anden omgang var der defekt til Ugrumov og alle skrevne som uskrevne regler blev ignoreret, da der i samme moment blev blæst til angreb. Voigt, Hinault og Wiggins kørte uimodståeligt væk fra de mere menneskelig i feltet – eller de tre grupper feltet var blevet splittet op i. Hektisk kørsel på kanten af formåen og i nogle tilfælde over (av Pantani!) resulterede i at en gruppe på 10 etableredes bag de 3 i front på 3. omgang. Voigt sagde snart tak for i dag til de to kaptajner og sprængte trioen i vanlig kraftfuld og ustoppelig stil.
Bagude måtte Team Force Awakens sande, at de var reduceret til statister. Med Voigt i front og Mayo, Lemond og Piil aktive i feltet fik CCStærk Kaffe en flot revanche fra prologen. Også Coppi, Merkxs og Terpstra alle Team Major Tons Junkies samt Burghardt, Team Bikester Boom havde krudt i benene. I feltet havde mange lyst til at søge lykken alene ude foran, men ingen fik lov før sidste omgang, hvor en lidt mindre aktiv Terpstra igen timede det perfekt og lavede sit efterhånden velkendt nummer. I et nærmest ”magelige” anlagt angreb kørte han stille og roligt fra feltet og ramte igen hele feltet i stilstand. Imponerende med sådan en næse for dette i så ung en alder…og voldsomt irriterende at være vidne til igen-igen. Eneste reaktion stod Mayo for, men han reagerede også for sent og blev hentet. Terpstra holdt hele vejen – flot 4. plads.
For ikke at overdrive gæstfriheden, forsøgte arrangør-holdet sig med et snig-angreb i feltets spurt. I en veltilrettelagt kontra fik Fuglsang banket den store motor op i fart og med Kittel på hjul strøg de uden om uforberedte Piil, Lemond og Merckx. Alt blev satset for at redde lidt krummer, men i sidste splitsekund fik trioen dog kontakt og fordelte spurten imellem sig…i rent bogstavelig forstand: Lemond og Merckx delte 5. pladsen. Er det set før i SPT?
Voigt kørte en flot sejr i hus og Wiggins snød Hinault i kampen om 3. pladsen. Hinault kan dog trøste sig med både Den Gule og Den grønne trøje.