Ikke desto mindre mødte jeg op ved bredden af Danmarks største sø med rimelige forventninger og en fornemmelse af en fin form - trods at jeg for nyligt er blevet far.
For første gang nogensinde kørte jeg for alvor med om Den Gule Trøje og var således kun 4 points fra SPTs fører, Ugrumov.
Min plan var at køre afventende og se, om muligheden bød sig for et attentat på Den Gule Trøje.
16 spændstige SPT-ryttere stod således klar til race kl 10.32. Efter en prøveomgang i høj sol og med en stærk nordøstenvind.
Da løbet blev givet frit, stak Hushovd af. Han fik hurtigt følgeskab af Ludewic og LeBlanc, og dagens morgenudbrud var således dannet.
Dette passede ikke lige i Squadra Cosce Potentes kram, idet vi havde planer om at sende Fuglsang afsted i et togt, som dels skulle sikre ham 6 point til Den Grønne Trøje, og dels give mig et alibi for at køre mere defensivt, end Egil Drillo Olsen ville have brudt sig om.
Fuglsang, som virkelig har fundet stor efterårsform, lagde sig frem i feltet, og på den kommende 3/4 omgang kørte han næsten egenhændigt udbruddet ind.
Og da der blev rykket på Husebybakken, var det slut for udbryderne.
Selv kunne jeg glædes over, at jeg ikke havde store problemer med at besvare Coppi og Ugrumovs accelerationer.
På Skærødvej fik LeMond sin første af tre punkteringer; og den regerende RvA-vinders vinderchancer forsvandt med eet.
Coppi og Ugrumov rykkede på det let faldende stykke, hvilket bragte mig lidt i problemer. Dog ikke større, end at jeg kunne hente dem igen, sammen med mine holdkammerater, Voigt og Fuglsang.
Det så godt ud!
Så angreb mine to holdkammerater. De kom afsted. Jeg fulgte blot Ugrumovs hjul, da han og Coppi kørte efter. Vi nåede ikke fronten, og mine konkurrenter slog ud. Jeg tænkte: - Hvorfor ikke prøve at køre op til mine to holdkammerater? Det ville jo være ideelt!
Men med det samme gik Voigt frem og tog en føring; og mine muligheder for at køre op, forsvandt.
Faktisk brændte jeg for meget krudt af, og Coppi og Ugrumov kørte kontra på mig - med Kittel på hjul.
Jeg selv fik med lodder og trisser kørt dem ind - med Stybar på hjul.
Siden kom Coppis hjælpere, Pantani, Boonen, Indurain og Ludewic op med Wiggins og LeBlanc; og vi havde dermed dannet et 11-mands-felt, som skulle køre sammen de næste omgange.
På 3. omgang forsøgte Coppi sig med et angreb på Flavtehøjbakken med Pantani som forpost. Men der var ikke rigtig Schwung i hans tråd, og Ugrumov havde ingen problemer med at køre ham op - forfulgt af sin skygge (mig).
Fremme øgede Fuglsang og Voigt, og jeg havde et fantastisk alibi for at køre passivt.
Duoen sikrede sig således spurten på 4. omgang.
I feltet vandt Ludewic foran LeBlanc, som vist havde misforstået, hvor pointspurten lå.
På den følgende omgang opfordrede Coppi mig til at tage initiativet. Og da jeg følte mig godt tilpas, planlagde jeg et angreb på næste passage af Husebybakken.
Før Flavtehøjbakken havde hele Team Vacansoleg i ubemærkethed været stoppet for at tilse Coppis baghjul, som sad løst og dermed forklarede det manglende antrit.
Så tempoet var lavt, og jeg ville skifte ned på lille klinge for at spare lidt på kræfterne inden mit angreb. Men jeg tabte kæden! Fuck!!
Min puls eksploderede, jeg famlede mig af cyklen og fik fumlet min kæde på igen.
Jeg kastede mig tilbage på cyklen og spurtede det bedste, jeg kunne tilbage mod feltet i modvinden på Præstevej.
Feltet viste stor sportsmanship og sænkede farten; og trods mit fumleri, hentede jeg feltet for foden af Husebybakken. Men tidspunktet var ikke til det planlagte angreb, da jeg sad helt i rødt. Jeg bad til, der ikke ville blive rykket på stigningen, så jeg kunne komme til kræfter og rykke på næste omgang.
Der kom et par småangreb; men som vi nærmede os toppen, åndede jeg mere og mere op. Og da der belev råbt >>Bil bagfra; een og een<<, var faren overdrevet. Troede jeg.
For mens jeg havde fundet Boonens hjul og var trukket ind på række, angreb Coppi med Ugrumov på hjul. I det samme overhalede bilen og afskar mig muligheden for at gå efter mine konkurrenter, som sejlede væk ad Skærødvej.
Mine ben var fyldt med syre og føltes svage; og konkurrenterne trak fra.
Og ikke nok med det, så kørte Pantani, Kittel, Stybar, Wiggins og Boonen kontra på mig. Dem kunne jeg heller ikke hente.
Jeg sad tilbage med LeBlanc på hjul og var mopset og følte mig uretfærdigt behandlet. Jeg prøvede at fatte mig, slugte en gel og optog forfølgelsen i håbet om, en eller flere ryttere ville falde fra.
På Husebybakken indhentede vi Wiggins. Jeg skulle ikke have noget af at have både LeBlanc og Wiggins på hjul, så jeg forcerede udenom med det resultat, at begge røg af.
De følgende omgange kunne jeg se favoritgruppen længere fremme. Især på Flavtehøjbakken.
Forrest havde Voigt taget bjergpointene foran Fuglsang.
På sidste omgang forlod Voigt Fuglen og kørte i mål i ensom majestæt. Dermed blev det til dobbeltsejr for Squadra Cosce Potente.
Jeg var 35-40 sekunder efter favoritgruppen, da denne skulle til at fordele de øvrige placeringer i spurten opad Arresøhøj. Jeg havde således fint udsyn til at kigge cykelløb.
Jeg forventede egentlig, Coppi ville tage tredjepladsen. Men Ugrumov viste stor klasse og overspurtede alle andre med Coppi, Kittel, Stybar, Boonen og Pantani på de følgende pladser.
Herved konsoliderede Ugrumov sin samlede føring; og spændingen i toppen synes nu begrænset til kampen om podiets to mindre fornemme placeringer.
Jeg selv sluttede som nr. 9 med Indurain, Wiggins, Ludewic og LeBlanc efter.
Feltet rundedes af af en spurt mellem Simoni og Hushovd, som Simoni vandt til Hushovds ærgrelse.
Pga sine defekter blev LeMond indhentet med to omgange og blev noteret for sidstepladsen.
Han kan dog trøste sig med, at han sikrede sig Den Prikkede Bjergtrøje og stadig har en mulighed for at fravriste Fuglsang Den Grønne Trøje.
Da jeg kom i mål, konfronterede jeg noget vrissent Coppi med hans - i min optik - noget ufine angreb. Det viste sig, at Coppi slet ikke havde været klar over, der var en overhalende bil.
Han beklagede hændelsen. Sådan kan det jo gå.
Vi gav hånd og brugte istedet krudtet på at indtage sandwiches, skøn kage og proteinshakes, som Voigt og Fuglsang havde tryllet frem i solskinnet, mens de ventede på, vi andre skulle komme i mål.
Og så var alt godt igen. Næsten.
For tilbage står jeg endnu engang med skægget i postkassen efter Ronde van Arresø. Det er bare ikke mit løb.
LeBlanc har bebudet, at han vil fremsætte forslag om, at denne rute plus et par andre skal udgå af SPT, idet vi bryder loven ved ikke at køre på den cykelsti, som ligger langs halvdelen af ruten.
Jeg har besluttet mig at stemme for. - Dog ikke så meget pga Færdselsloven.