/**/
 
 
Soderup - Aastrup - Soderup
En lummerlun lørdag i juni stod 21 spændstige herrer iført spandex med ble i buksen og akkompagneret af prægtige havelåger klar til ræs i Morten Korch-agtige midtsjællandske omgivelser i SPTs første udgave af Soderup – Aastup – Soderup.

- En kort men hård rute, som bestod af to bakker. Ruten skulle gennemkøres 15 gange, og rytterne kunne således se frem til 1125 højdemeter.

Forventeligt nok blev feltet spængt med det samme. Og herfra var der vel ikke to ryttere, der oplevede løbet ens. Derfor har Squadra Cosce Potentes skrevet referatet, som det oplevedes af dets fire opstillende ryttere:
Høj, Laiseka, Voigt og Mayo - 18/6-15 15:49:02

Høj: Jeg var sulten efter at komme i prikker.
Derfor lagde jeg hårdt ud, fra løbet blev givet frit; først efter en omgang lykkedes det at komme afsted, stærkt forfulgt af Wiggins. Vi bliver samlet igen og til sidst er vi en seksmandsgruppe, bestående af LeMond, Hinault, Ugrumov, Voigt, Høj og Den Gule Trøje, Coppi. To omgange før bjergspurten lykkes det mig og slippe fri fra 6 mands gruppen og bjergspurten tager jeg helt for mig selv. Derved sikrede jeg mig Den Prikkede Bjergtrøje.
Jeg bliver herefter indhentet af de 5 forfølgere, som jeg hurtig må slippe igen og sidder herefter alene resten af dagen, konstant med synet af Urgumov og Hinault, der ligger ca. 500m foran mig...
Møg fed rute, pisse hårdt løb for mit vedkommende, men fik hvad jeg kom efter!


Laiseka: En hård etape. Et terræn der konstant krævende temposkift.
Laiseka havde set frem til en dag med sig selv i stor udfoldelse. Allerede da 2. omgang starter, må han dog se sig selv voldsomt anstrengt for at komme op til feltet. Han kan ikke nå at komme sig til stigningen, og påbegynder en håbløs jagt en et par andre ryttere, der er sat af. Afstanden bliver aldrig mindre end 28 sek og da han passerer Skibby-gruppen med en omgang (og bliver stukket af en hveps i hovedet) slukkes håbet endeligt.
Laiseka får selskab af en kraftfuld og veloplagt Hushovd, som heroisk indleder en lang sprint på den sidste stigning. Her kommer Laisekas store bjergrutine og eksplosive ben ham dog til gode - han kører komfortabelt i mål. Måske en rytter nær pensionsalderen.


Voigt: Da Høj angreb, lukkede jeg ned for Coppi og LeMond, så deres forfølgelsesarbejde løb ud i sandet. Da Høj bliver hentet og sat ca en omgang før bakkespurten kommer han op igen og kommer alene væk. Det var godt team arbejde og modigt af Høj.
På 9. omgang rykker jeg selv og oparbejder et ca 4-5 min forspring i mål.


Mayo: Jeg havde allerede haft ruten i kikkerten i 2014, hvor Italian Stallions dog valgte at arrangere Dønnerup Libéré istedet. Men i år skulle det være. Jeg havde været på recon-tur med Indurain; og vi fandt, at ruten ville være velegnet til SPT (og forhåbentlig også Mayo).

Så jeg havde glædet mig. Og da jeg synes, min form var god – bekræftet af en uventet femteplads på enkeltstarten – havde jeg våde drømme og en ambition om en top-3-placering.

Sådan skullde det imidlertid langtfra gå. Efterrationaliseringen har efterfølgende været massiv, og undskyldningerne har været mange. Dem skal jeg nok spare jer for, for ellers bliver dette referat for ynkeligt. Men faktum er, at jeg fra første kilometer kunne mærke, at benene var døde og tunge.
Og da LeMond bragte mig i problemer allerede på første passage af målstigningen – mens han så ud som om, det hele ragede ham en høstblomst – fortrød jeg inderligt det kuperede rutevalg.

På den efterfølgende forcering på Åkandevej måtte jeg slippe de forreste sammen med Wiggins, Terpstra, Boonen og Pantani. Sammen med de to Strada-Arundel-ryttere indledte jeg et fint samarbejde, som dog spoleredes af især Pantani, der ikke ønskede at se Wiggins og mig komme tilbage til favoritgruppen.
SÃ¥ tempoet i gruppen faldt, og Ludewic og feltets nye mand, Stybar kom op.

Ludewic viste sig i det hele taget meget stærk, og han angreb således flere gange. Jeg prøvede hvergang forgæves at gå med i hans ryk opad. På tredjesidste omgang overhaledes gruppen af Voigt. På grund af en ny regel betød dette, at de overhalede således skulle køre en omgang mindre.

Forinden var Pantani og Ludewic stukket, og Terpstra angreb med. Stybar og Boonen var røget af. Boonen pga defekt. Jeg sad således tilbage med Wiggins og prøvede at komme op.
På toppen af Åkandevej var jeg omtrent 5 meter fra bagerste baghjul. Men i min iver fik jeg skiftet skidt op på stor klinge, så kæden røg af. De tre kørte væk....

I spurten var jeg helt tømt og kunne ikke svare på Wiggins’ lange spurt. Og i mål var jeg i dén grad skuffet...


Soderup – Aastrup – Soderup viste sig således at være et barsk løb, som manede til store sejre og nederlag.

Jeg vil nævne et par stykker:
Voigt, for bare at vinde, når han har lyst.
Coppi, for at køre så offensivt i Den Gule trøje.
Ugrumov, for at få kramper og måtte lægge sig i grøften på sidste omgang.
Ludewic, for forrygende stærke bjergben.
Hushovd, for imponerende kørsel i et terræn, som ellers ikke på papiret er hans foretrukne.
Sagan, for at lade sig overtale af Cunego til at fortsætte efter at have haft to punkteringer.

Isvaflerne i solen og godt selskab, for at bringe humøret tilbage til en skuffet Mayo.