/**/
 
 
Tølløse Mountain Classic
Et cykelløb har mange historier. Her får i fire fra Tølløse Mountain Classic.
Skibby, Boonen, Indurain og Coppi - 12/5-15 11:27:02

Skibby:
Allerede inden løbet var dagens etape frygtet af Skibby, da resten af den normale gruppetto havde meldt afbud. Hushovd skulle konfirmeres, Cunego lå på lazarettet med kolde colaer og øl, Simoni var sejlet til langbortistan, så der var udsigt til et langt soloridt.
Allerede på anden omgang blev frygten til en realitet, da tempoet blev for højt. På 3. omgang forlød det, at Fignon havde tabt stedsansen og var kørt en lille omvej, så han lå nu bag ved og kæmpede. På 5. omgang lykkedes det Fignon at få kontakt og énmand gruppettoen blev nu til to. Desværre gav Fignon op på efter 1 1/2 omgang.
Derfra gik Skibby ind i sig selv og en sang begyndte at høres for hans indre ører " When the Going Gets Tough, the Tough Get Going” af Billy Ocean. Efter at have kørt +60km alene i det kuperet terræn i med masser vind, så kom Skibby i mål.
Sangen kan her: https://www.youtube.com/watch?v=c_e2D2qsaso&list=RDc_e2D2qsaso#t=64
og vil også høres til julefrokosten, når Skibby entreer dansegulvet.

Boonen:
Der var gråt og råkoldt ved startområdet til dette års Tølløse Mountain Classic. Boonen bævrede ved tanken til de godt 80 km i bakkedragene vest for Tølløse, og den kraftige vestenvind så ud til at gøre fornøjelsen endnu mindre. Men selvom stødene nåede op omkring kuling, når de toppede, viste Boonens indre vind sig i hvert fald at være på det jævne denne søndag i maj, og på anden så han snit til at komme afsted i dagens morgenudbrud sammen med Fuglsang. De to udnyttede favoritterenes resignerende attitude, som igen og igen gav sig udslag i bred front at feltet.

Sammen indledte Fuglsang og Boonen et frugtbart samarbejde, hvor Boonen storsindet tillod Fuglsang at gøre rent bord i dagens indlagte spurter som tak for det store føringsarbejde. Efter fire løbsomgange var eventyret dog slut for den langlemmede duo, og efter sigende var det Boonens egen kaptajn Coppi, der gav dem nådesstødet. Det skal han dog tilgives, når nu resten af løbet udviklede sig, som det gjorde:

Coppi rykkede nemlig alene fri, netop som Boonens udbrud var ovre, og sidstnævnte lunede sig i stedet i bagerste ende af feltet. Der blev han, da de tunge drenge begyndte at spille med musklerne, og han fandt sig til rette i dagens gruppetto, der med profiler som Pantani, LeBlanc, Gilbert og Fuglsang nok aldrig har været stærkere.
De skulle kæmpe om syvendepladsen, og ingen syntes indstillede på andet end at lade benene tale på målstigningen. Her talte Boonens ben højt nok til en fjerdeplads i det fornemme selskab, en tiendeplads blandt alle. Det synes han selv var godkent, kaptajnetiketten til trods.

Det kom senere for øre, at Fuglsang ikke er til start i næste afdeling af SemiProTouren, hvorfor Boonen får den fornemme ære at bære prikker, som feltets bedst placerede i bjergkonkurrencen.
Trods de 82 starter i SemiProTourløb, bliver dette en førstegangsoplevelse, og Boonen kan ikke få armene ned på Nørrebro.

Indurain:
Kold og grå morgen med en masse vind, modbydeligt cykelvejr! fremmødet til start var dog også derefter; under 20 til start. Humøret var dog højt!

Jeg (Indurain) havde set frem til løbet med spænding, ikke fordi det var et løb langt væk med mange bakker, men fordi det var første lange cykeltur efter rygoperationen. Tankerne havde floreret omkring usikkerheder, som ville ryggen holde, ville jeg kunne følge med feltet og gruppettoen, ville bennene holde osv.

Derfor var taktikken simpel; UndgÃ¥ at anstrenge sig for meget, undgÃ¥ føringer, undgÃ¥ styrt.
Den blev fulgt hele vejen igennem og Indurain var placeret som sidste mand det meste af tiden i feltet på de første omgange.
Senere da Mayo med et vanvittigt angreb sprængte feltet i to, rykkede Indrain bagerst i Gruppettoen, som bestod af Fuglsang, Boonen, Pantani, Indurain, Leblanc, Gilbert og kort efter fik følgeskab af Laiseka (der var gået i rødt med frontgruppen og måtte slippe).
De sidste omgange blev kørt med tanke på at der ikke var nogle der kunne hente os og at vi ikke ville kunne nå op til frontgruppen. Alle mand vidste at det ville blive en bakkespurt der skulle afgøre placeringerne. Og således blev det.

Coppi:
Første SPTløb var resultatmæssigt en skuffelse for mig. Netop hjemvendt fra de belgiske og nordfranske paveer med masser af træningskilometer i benene følte jeg, at Rytterkær Rundtur nærmest var vundet på forhånd.
Hovmod står for fald, så dagens opgave skulle angribes mentalt anderledes.

Jeg vidste, at jeg ikke var den stærkeste i feltet, hvis løbet skulle afgøres med en bakkespurt. Snarere tværtimod. Der ville jeg end ikke være sikker på en podieplads. Jeg skulle væk fra alle de eksplosive bakke psykopater. Mine erfaringer med løbet fortalte mig det samme.
Tilbage i 2010 lykkedes det mig at komme væk alene og med lidt for meget snor fra feltets side at holde til målstregen.
Jeg var ret sikker på, at det ikke kunne lade sig gøre i dag. Jeg skulle have nogle med. Det var planen.

Løbet startede perfekt med Vacansolej briller. Boonen gik i morgenudbrud med Fuglsang og det betød, at vi sammen med Squadra Cosce Potente, havde undskyldning for ikke at lave noget på de fire første runder. På den anden side viste jeg, at løbet snart skulle gøres hårdt for at undgå en bakkespurt som afslutning.

Da feltet nærmede sig morgenudbruddet på slutningen af fjerde omgang, satte jeg lidt fart i cyklen ned ad den stejle Maglesøbakke, for at trække feltet lidt ud. På vej op ad målstregsbakken, forcerede jeg og håbede at skabe et hul med en eller to på hjul. Feltets nye rytter Ugrumov sad som toer, men han bakkede lidt af, så på toppen var jeg alene. Det var ikke optimalt, men det var min chance. Med lidt held ville LeBlanc, som i 2010, igen bede feltet om at lade mig stege, og jeg kunne udnytte denne passivitet til at lægge noget afstand til feltet.
Det var eftersigende præcis, hvad der skete. Så da Mayo efter et par runder forcerer og dermed skaber den godt samarbejdende forfølgergruppe bestående af LeMond, Høj, Ugrumov, den gule trøje Wiggins, Laiseka og ham selv, er det for sent, og da jeg på anden sidste omgang forstår, at de ikke kan hente mg, udbryder jeg et jubelhyl mellem to kraftige åndedræt og får gåsehud af glæde.
Således blev Tølløse Mountain Classic 2015 til endnu en fantastisk oplevelse i cykeldagbogen.