/**/
 
 
Prolog 2006 - Slaget på Kalvebod Brygge
Første afvikling i denne sæsons SemiProTour blev en dramatisk affære.
Ullrich - 19/12-10 20:57:02

Søndag den 26 var rammen sat for dette års prolog samt første etape. Listen over deltagende ryttere var imponerende, hele ti formstærke individer havde meldt sig under fanerne. Stor applaus for det skal der lyde fra løbsledelsen. Otte af de ti ryttere mødtes på Københavns Hovedbanegård søndag klokken 11. En halv time senere var alle ankommet og klar til afgang, men idet rytterne begav os ud på gaden, åbnede himlen sig over dem, og det væltede ned med alt fra regn over slud til sne og hagl i en uskøn blanding. Mismodet bredte sig blandt nogle af rytterne, mens andre ligefrem blev opildnet af elementernes rasen. I kraft af fælles stor moral blev alle dog enige om, at det uheldige vejrlig ikke skulle sætte en stoppe for løbet. Rytterne kørte derfor ud over Langebro til Amager, hvor slaget skulle slå. Undervejs måtte rytterne desværre gøre hold i en rum tid på grund af en punktering hos feltets hjemvendte sprinter Pettachi. Efter en stor mekanisk indsats fra Ludewic kom feltet igen undervejs. Vejret var ikke blevet bedre, og efter dette ophold havde kulden for alvor gjort sit indtog i de gennemvædede ryttere. En faktor, der kan have været udslagsgivende for løbets senere resultat. De otte ryttere nåede til Kalvebod Brygge, hvor feltets to sidste deltagere Arvesen og Riis efter en kort ventetid stødte til. Alle var nu samlet, og dagens arrangør Ullrich forelage sit forslag til løbets struktur. Der blev nikket tilkendegivende blandt de tilhørende, men det var tydeligt, at hvis løbet skulle blive en realitet, skulle det igang hurtigst mulig. For samtlige tilstedeværende skælvede af kulde. Anført af Ullrich kørte rytterne derfor ned ad rutens ene ben. Prologen var sat til at blive kørt på strækningen tilbage til knudepunktet. Ullrich blev sendt af sted som den første af rytterne. Med visheden om den efterfølgende etape i baghovedet, valgte Ullrich klogeligt ikke at give sig helt ud på prologen. Der var langt flere point at køre efter på selve etapen. Ullrich kom derfor i mål i en noget middelmådig tid. Undervejs på strækningen passerede Ullrich og adskillige af de efterfølgende ryttere et midaldrende ægtepar på søndagsudflugt, og ved overhalingerne af dette ægtepar blev alle ryttere mødt af tilråb. Disse tilråb var dog ikke ment som en venlig gestus over for de aktive unge mænd, men som vrede og misfornøjede udbrud. Da ægteparret arrige og rødmossede ankom til knudepunktet, skulle det nemlig vise sig, at de anså det for fuldstændigt uacceptabelt, at vi tillod os at køre et cykelløb på disse stier. Alle ryttere havde ganske vist givet verbalt signal ved overhalingen. Men dette var åbenbart ikke godt nok. Der var brede enighed blandt rytterne om, at dette ikke kunne tages seriøst, og Arvesen valgte at tage til genmæle med følgende kommentar: "Gå dog hjem og se noget TV4", hvorpå husbonden truedes os med bål og brand og forsikrede os, at han nok skulle finde ud af, hvem vi var. Men nok om det. Resultatet af prologen blev en magtdemonstration af to af sidste efterårs store profiler. Som de eneste kørte Arvesen og Ludewic prologens 5,7 km på under 10 minutter. Arvesen var dog urørlig og blev prologens klare vinder. Da alle var kommet i mål, var der blandt de fleste af rytterne enighed om ikke at gennemføre dagens egentlige etape. Rytterne var simpelthen for kolde. Dette var til stor ærgrelse for særligt Cunego, der bevidst havde holdt igen på prologen for at satse alt på etapen. Men dette blev om ikke andet beslutning. Sæsonens første egentlige dyst har vi derfor endnu til gode.